Agon Mucolli ville meget gerne have besejret Færøerne med mere overbevisende cifre end 2-0. Varmen er ingen undskyldning, siger han.
Alle spillere på det danske U17-landshold var efter 2-0-sejren over Færøerne onsdag, af den overbevisning, at man skulle have vundet større. Færingerne var et-to niveauer under danskerne igennem hele kampen.
Agon Mucolli fra Vejle Boldklub var blandt de spillere, der efter kampen stilte sig i koret. Vi skulle have vundet større, lyder det fra Mucolli.
– Det gik fint nok i dag (i går mod Færøerne, red.). Vigtigst af alt så vandt vi kampen, selvom vi klart skulle have vundet meget større, siger en lidt skuffet Agon Mucolli til D’ BOLD efter kampen.
En hurtig dansk føring allerede efter ni minutter ved Adnan Curovic dræbte den mindste spænding i kampen. Selvom færingerne stillede sig kompakt ned med en mur foran eget mål, og det var en hed sommerdag på Nørre Aaby Stadion, vil Mucolli ikke bruge det som undskyldning for ikke at have vundet opgøret større.
– Det skal ikke være en undskyldning. Alle, der er med her, de er gode nok til at spille. Vi burde mindst have vundet den kamp med tre, fire, fem mål. Ikke for at sige noget ondt om Færøerne, men vi havde chancerne til det, og var klart det bedste hold. Vi burde også vise mere gejst, efter vi er kommet foran 2-0.
Agon Mucolli plejer normalvis at huserer på den defensive midtbane, men i kampen mod Færøerne startede han på højre back. En uvant position for Mucolli med de kosovianske rødder.
– Jeg synes, jeg gør det udmærket på den højre back, men jeg spiller også bare der, hvor jeg får besked på. Der hvor jeg helst vil spille er på 6’er-positionen, men det skal jeg også gøre mig fortjent til, det ved jeg.
– Men hvis jeg ikke kan komme til at spille på midtbanen, tager jeg gerne den højre back igen, siger Mucolli afslutningsvis.
Agon Mucolli og det danske landshold skal i kamp igen på torsdag, hvor Norge venter i gruppefinalen.