OFFICIELT: Hvilsom er Hobro-spiller

Mads Hvilsom i en kamp imod Lyngby. (Privatfoto)
Mads Hvilsom i en kamp imod Lyngby. (Privatfoto)

Mads Hvilsom er nu officielt solgt fra FC Midtjylland til Hobro IK.

Det har ikke været en hemmelighed, at Mads Hvilsom og FC Midtjylland har snakket om et permanent skifte for Hvilsom til Hobro IK, hvor han har spillet de sidste to år, og hjulpet holdet til oprykning til Superligaen.

FCM og HIK er nu nået til enighed om en kontrakt for Hvilsom, som sender ham til Hobro på en toårig aftale.

– Mads Hvilsom blev vores topscorer i den netop overståede sæson, og han har en væsentlig andel i, at vi har rykket op. Vi må ikke undervurdere alle de meter, som han har løbet og dermed givet plads til de andre på holdet. Han har været rigtig god for os, siger Hobros sportschef, Jens Hammer Sørensen, til klubbens hjemmeside.

Hvilsom er også meget glad for skiftet og kalder forholdet mellem ham selv og klubben for et godt match.

– Det er en fortsættelse af det eventyr, som jeg har været ude på siden jeg for to år siden kom til klubben. Jeg synes selv, at jeg har været en stor del af den succes, som vi har opnået. Hobro IK og jeg er et godt match for hinanden, og det er en klub, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere, fortæller Mads Hvilsom til hjemmesiden og fortsætter:

– I de næste to år vil jeg give den fuld gas for Hobro, og det glæder jeg mig til. Det er fantastisk med konkurrence om pladserne, og jeg har faktisk savnet, at der var én der kunne presse mig, da jeg havde nogle nedture i løbet af sidste sæson. Jeg glæder mig til at tage kampen op, og det vil blot være med til at gøre mig bedre.

Mads Hvilsom kom første gang til klubben i august 2012 og har spillet der lige siden. Han blev dog ramt af en skade i hans kun anden kamp i den gule trøje, som holdt ham ude i otte måneder. Han har nu skrevet under på en toårig-kontrakt med Hobro, som nu er den fulde ejer af Hvilsom.

In this article