Landstræner: Gonzalo Jørgensen er ikke bedre end de andre

Gonzalo Jørgensen i aktion for Atletico Madrid's ungdomshold.
Gonzalo Jørgensen i aktion for Atletico Madrid’s ungdomshold.

Gonzalo Jørgensen spiller på det danske U17-landshold, og er den spiller på holdet, der til dagligt huserer i den største klub. U17-landstræner Jan Michaelsen mener dog ikke, at Atletico-spilleren er nævneværdigt bedre end de andre.

DBU kendte ham slet ikke, før en mail en dag tikkede ind i mailboxen hos U16-landstræner Per Holm. Historien om Gonzalo Jørgensen er speciel. Med spansk mor og dansk far har venstrebacken fra Atletico Madrid selv mulighed for at vælge, hvilket land han vil repræsentere.

Valget faldt på Danmark. Her er Jørgensen lige nu samlet med det danske U17-landshold til Open Nordic Tournament. Men selvom han til dagligt spiller i den bedste spanske ungdomsliga i sin årgang som fast mand for Atletico Madrid, mener U17-landstræner for Danmark, Jan Michaelsen, ikke at Gonzalo Jørgensen skiller sig særligt ud for sine evner i den danske trup.

– Jeg synes ikke, man kan se, at han spiller på et højere niveau. Han har et godt niveau, men det har de danske spillere også, fortæller landstræneren om Gonzalo Jørgensen til D’ BOLD.

– Han gør det fint. Defensivt har han lidt at arbejde med, der skal han være stærkere. Stadigvæk har han lidt at gå på, med måske at være lidt mere afgørende i kampene. Han magler også lidt fysik, men vi arbejder på det.

Gonzalo Jørgensen har boet hele sit liv i Spanien. Derfor kan backen fra Atletico Madrid ikke mange danske gloser, og det giver lidt udfordringer med kommunikationen.

– Han taler mest på engelsk til de andre, og heldigvis kan hans medspillere omkring ham også tale engelsk. Til træning og uden for banen træner vi rigtig meget, at han skal tale dansk. Jeg snakker kun til ham på dansk, og så må han komme til mig og sige, hvis han ikke forstår det – og det gør han også et par gange – og så må jeg fortælle ham det på engelsk.

Gonzalo Jørgensen vandt i sidste sæson sin eliteungdomsliga med Atletico Madrid.

In this article