Efter en vellykket afslutning på sidste sæson, er det i de seneste kampe ikke blevet til spilletid for Huddersfield’s danske guldfugl.
Midtbanespilleren Philip Billing skiftede sidste år de trygge rammer i Esbjerg fB ud med et større eventyr hos Championship-klubben Huddersfield Town. Og teenageren fik da også en fin start på tilværelsen derovre, hvilket især kunne ses i form af debut’en mod sidste sæsons ligadukse fra Leicester. Grundet den tidlige debut havde man også forventet mere spilletid i den nye sæson, men tingene har ikke flasket sig, og Billing må vente lidt endnu på sin første indsats i den nye sæson. Billing udtaler sig dog optimistisk til bold.dk:
– Det har været en svær start for os. Vi er ikke startet særlig godt ud, og vores træner Mark Robins blev fyret efter den første kamp. Det skabte selvfølgelig lidt uro. Men jeg var med i går på bænken mod Watford og mod Nottingham Forest i Liga Cuppen.
Foreløbig tror han mest på spilletid, hvis andre skulle være ukampdygtige.
– Det har da været svært, men der er ikke så mange unge spillere omkring holdet lige pt. Der er selvfølgelig et par, og der kommer jo skader, så man må bare vente på, at chancen kommer.
– Jeg tror på, at min chance nok skal komme. Det er en lang sæson, og der er over 40 kampe endnu. Nogle af de ældre spillere på midtbanen kommer til at blive trætte og skadede. Jeg skal bare fortsætte, så er jeg sikker på, jeg nok skal få en start i denne sæson, slutter Billing.
Næste gang stjerneskuddet får chancen for spilletid på klubholdet bliver den 13. september, når Yorkshire-klubben får besøg af Middlesbrough. Inden da kan den 18-årige håbe på debut for U19-landsholdet, som i næste uge møder de geografiske naboer fra Norge og derefter Sverige.