Det nye danske Elche-talent, Tobias Christensen, har fået en utrolig lovende start på sit nye fodboldkapitel i Spanien. Han føler allerede, at han godt kan være med på La Liga-niveau.
FC København skulle ikke bruge ham lige foreløbigt, men nu skal han måske snart spille imod Lionel Messi, Andres Iniesta og Gerard Pique, når Elche C.F. indleder sæsonen i den spanske Primera Division 24. august med et besøg på Camp Nou.
19-årige Tobias Christensen er gået fra ungdomsklubben i FCK til svøb blandt spanske stjerner. Allerede efter de første tre uger i den spanske kystby har danskeren været med Elches La Liga-stjerner på træningslejr, og været med i træningssejre over Real Betis og Villareal.
– Jeg synes, at starten hernede har været utrolig positiv og meget lovende. Byen er fantastisk og klubben og menneskerne hernede er utrolig flinke og imødekommende. Spillemæssigt har det også været en super god start. Vi har været på træningslejr, hvor jeg har spillet fire træningskampe mod bla. Real Betis og Villareal. Det har været utrolig fedt og spændende, og samtidig har jeg også fået positiv feedback tilbage, fortæller en glad Tobias Christensen til D’ BOLD.
– Jeg har fået meget ud af det allerede her i de tre første uger. Jeg kan sagtens mærke, at jeg er kommet til en La Liga-klub på mange punkter. Det at kunne spille med og imod erfarende La Liga-spillere, det har givet mig meget. Man bliver nødt til hele tiden at være 100 % til stede, fokuseret og koncentreret for at kunne være med på det her niveau. Derudover skal man agere professionelt både på – og udenfor banen.
Når man har været vant med at spille kampe i den danske U19-liga og reserveholdskampe i FCK, er det at skulle spille imod etablerede La Liga-spillere noget af en omvæltning rent niveaumæssigt. Christensen føler dog, at han godt kan være med.
– Jeg mener, at jeg har niveauet til at være med. Men det er bestemt ikke lige til, og jeg har selvfølgelig meget at lære endnu. Niveauet er selvfølgelig steget en del fra, hvad jeg har været vant til, og fysisk mangler jeg da stadig at tage et par kilo på.
– Udover dette har sproget selvfølgelig også en indflydelse, og igen bliver man nødt til at være 100% på for at kunne forstå og for at kunne følge med, siger Tobias Christensen til dbold.dk.
Tobias Christensen fik, da han kom til klubben at vide, at hans præstationer i opstarten, vil komme til at afgøre, om han skal spille for A- eller B-holdet i Elche.