Hobro-stjerne: Vi skal huske, at nyde det

Ustoppelige Hobro er gladere end nogensinde før.

Søndag aften chokerede Hobro hele Fodbolddanmark, da man slog FCK med intet mindre end 3-0. En sejr der – helt sensationelt – sender Hobro i toppen af Danmarks bedste liga, efter fire fantastiske kampe.

Denne udvikling havde et af holdets helt store profiler, Mads Hvilsom, ikke set komme.

– Selvfølgelig havde jeg ikke regnet med at vi lå nummer 1 efter 4 kampe, men det er super fedt, at vi gør det og jeg synes også det er fortjent, udtaler den træfsikre offensiv-spiller til D’ BOLD.

Og de gode præstationer giver godt humør.

– Stemningen er helt fantastisk i truppen og man skal huske at nyde det. Når det så er sagt, så kigger vi frem mod mandagens opgør hjemme mod Nordsjælland, som bliver en rigtig svær kamp, siger Hvilsom.

Selvom Hvilsom har haft relativt nemt ved at finde netmaskerne i de forgangne opgør, vil han dog ikke love, at der kommer et bestemt antal mål fra ham mod Nordsjælland.

– Jeg kan ikke love mål, men man kan forvente at jeg vil arbejde stenhårdt for at hjælpe holdet til endnu en sejr, slutter den løbestærke kriger fra de fantastiske oprykkere.

Kan Hobro mon fortsætte den gode stime?

In this article