16-årigt Brøndby-talent lærer af Agger, Kalle og Elmander

Brøndbys unge komet, Nikolai Laursen, der blot er 16 år, suger læring til sig fra stjernerne i truppen.

Han er blot 16 år, og har allerede skrevet en toårig seniorkontrakt med Brøndby IF. Han spiller sammen med Superliga-stjerner som Lukas Hradecky, Thomas Kahlenberg, Daniel Agger og Johan Elmander. Mange unge knægte kunne nok snildt drømme sig til en tilværelse som ham.

For Nikolai Laursen er dette nu hverdag efter, at han i sommers blev rykket op i Brøndbys Superliga-trup.

– Det er godt for min udvikling, for jeg lærer en masse og træner sammen med nogle virkelig dygtige spillere hver eneste dag. Det er selvfølgelig et stort spring at tage, men truppen har taget rigtigt godt imod mig, og jeg føler mig som en del af holdet, så det er dejligt, siger Nikolai Laursen til klubbens hjemmeside.

Her suger den unge, teknisk stærke offensivspiller til sig med læring fra klubbens store profiler.

– Det er utrolig fedt at spille sammen med spillere som Agger, Elmander og Kahlenberg. De har international klasse, så man kan bare suge til sig og lære en masse. De er rigtig gode til at lære fra sig, så det er fedt for en ung spiller som mig.

Småskader i opstarten har dog sat en stopper for mængden af tid tilbragt på Brøndbys træningsbaner på Vestegnen. Nikolai Laursen er dog tæt på at være tilbage på fuldt blus og indtræde på den store scene.

– Jeg er ved at være 100 procent tilbage nu, og der er ikke lang vej igen. Jeg træner fuldt med. I mandags kom jeg ind i kampen mod FC Nordsjælland (for reserveholdet, red.), og der havde kroppen det fint. Jeg følte mig fit og kunne mærke, at jeg godt kunne være med, siger Laursen.

Nikolai Laursen har endnu sin officielle førsteholdsdebut til gode for de blågule

In this article