Boilesen: Vi manglede aggressivitet

 

Nicolai Boilesen mener, at der manglede en smule aggressivitet i det danske spil i kampen mod Armenien søndag aften.

Nicolai Boilesen, der normalt spiller i hollandske Ajax, var med for Danmarks landshold, da de i EM-kvalifikationskampen mod Armenien vandt 2-1 søndag aften. Holdet kørte dog for meget på cruise control indtil Armenien fire minutter efter startfløjtet til anden halvleg, løb ned og scorede.

– Det blev lidt for meget på cruise control. Vi manglede lidt den aggressivitet der kom efter deres scoring, der så vi den ekstra tænding, vi måske manglede indtil da, fortæller Nicolai Boilesen til bold.dk og fortsætter:

– At vi gik over og spillede 4-4-2, altså med to angribere, gjorde også at vi fik noget mere tyngde oppe i angrebet, og det var lige hvad vi havde brug for.

Han mener, at der var for meget cruise control over spillet, fordi armenerne holdt sig meget kompakt nede på egen banehalvdel.

– Det er svært når man spiller mod 11 spillere, der står på egen banehalvdel. Det gør det svært at holde tempoet, men de enkelte gange hvor vi sætter tempo, og spillere tager løbene, kommer vi også frem til chancer, siger Boilesen og afslutter:

– Men man kan godt se, at det bliver nemmere for os, da vi efter målet kommer med to angribere.

Danmarks to mål blev scoret af Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Kahlenberg.

In this article