Ajax-træner Frank de Boer har høje tanker om sin unge danske spiller Lucas Andersen
20-årige Lucas Andersen har på det seneste fået gradvist flere optrædener for Ajax og har gjort det godt. Det går ikke ubemærket hen hos Ajax-træner Frank de Boer, der er imponeret over danskeren og tror på gode ting for nordjyden i fremtiden:
”Han har kvaliteterne til at blive en rigtig stor spiller. Vi har til tider set, hvor god han er. Det ønsker vi også at se over en hel kamp, og derefter må han vise det over en længere periode,” fortæller de Boer til klubbens hjemmeside.
”Det er nu, det begynder at komme. Det næste skridt handler om at følge godt op på det og om at bevare overblikket. Han er en knægt, der laver virkelig gode frispilninger. Jeg ser i ham en rigtigt god offensiv midtbanespiller. Han er i stand til at skabe spillet.”
For Ajax har Lucas Andersen i denne sæson fået tre optrædener i Æresdivisionen, en enkelt i Champions League, samt to i pokalen, hvor han tilmed er kommet på måltavlen en gang.