Optakt: Esbjerg – Lyngby U17-ligaen

Tonnser

På lørdag klokken 15.15 tager U17-ligaens førerhold fra Esbjerg imod forfølgerne, Lyngby, i hvad der bliver sæsonens hidtil største kamp i U17-ligaen.

Tonsser hjælper os med statistik og data, så vi kan give vore læsere overblikket over landets bedste ungdomsrækker.

Hjemmeholdet fra Esbjerg har gjort rent bord, og vundet holdets første fire kampe. Især holdets U17-landsholdstrio har sprudlet. Jeppe Schultz har været solid som en kampesten i det centrale forsvar, og med deres vitale scoringer har vestjydernes Anders Dreyer og Mark Brink været altafgørende for, at de blåstribede er at finde på rækkens dukseplads. Også vestjydernes keeper, 98’eren Andreas Pedersen, har med sprællemandsredninger på vigtige tidspunkter medvirket til succesen. Esbjergs gode åbning giver anledning til 2012/2013-sæsonen, hvor man snød samtlige hold og vandt rækken. Lørdag d. 13. september får vi et pilemærke om, om fortidens bedrifter kan gentages.

Modstanderne fra Lyngby har med ni point i tre kampe, blot sat point til en enkelt gang. Det var i de kongeblås seneste kamp, hvor OB blev en for stor mundfuld. Det skal dog her tilføjes, at sjællænderne dominerede kampen fra start til slut, og var ganske uheldige med ikke at snuppe minimum det ene point. At U17-holdet fra københavnerforstaden ville blande sig i toppen, havde vi her på D’ BOLD inden sæsonstart luret. Lyngby brugte nemlig i fjor en lang række førsteårs U17-spillere. Spillere, der nu har den rutine, flere af de konkurrerende hold ikke har. Det er da også rutinen, der er gæsternes største styrke. I sæsonens første fire kampe har man brugt syv førsteårs spillere, og hele 11 andetårs spillere. Af andetsårs spillere, altså spillere fra årgang 1998, er Jacob Bruun gæsternes vel nok største talent. Midtbanespilleren har fra U17-landsholdet kendskab til flere af Esbjergs spillere, og besidder stor kvalitet. Bruuns midtbanemakker, Mathias Kokfeldt, er ligeledes en spiller, Lyngby skal håbe rammer en af sine gode dage, hvis man skal have alle tre point med hjem fra Jylland. Holdets måske vigtigste spiller, er dog en førsteårs spiller! 99’eren Jens Odgaard har med fem mål i de første fire kampe, taget U17-ligaen med storm, og er et godt bud på en målscorer i kampen.

Hvem der trækker sig sejrsrigt ud af opgøret, skal være svært at sige, men meget tyder på, at holdene vil skabe et brag af en kamp!

In this article