Talenttid 16-09-2014 – U19-ligaen – FCM fortsætter sejrsstimen, Lyngby stadig uden sejr og FCK sejrede igen

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’ BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen

U19-ligaen efter weekendens kampe (kilde: dbu.dk).
U19-ligaen efter weekendens kampe (kilde: dbu.dk).

Endnu engang vil D’ BOLD guide dig igennem U19-ligaen og dens intense kampe! FC Midtjylland fortsatte deres sejrsstime som nu er oppe på fem sejre ud af fem kampe i denne sæson, FC København vandt for anden runde i træk 1-0 og kun kampen mellem AGF og Brøndby endte uden en vinder og en taber.

OB og AaB har ikke været i aktion i denne runde af U19-ligaen.

Esbjerg 2-0 Lyngby

1-0 Marco Lund (11.), 2-0 Søren Andreassen (85.).

Esbjerg var efter en uges pause igen i gang i U19-ligaen. Denne gang skulle de hjemme tage i mod Lyngby. Lyngby derimod var i aktion sidste uge mod Brøndbys U19-hold. Den kamp var ikke en succes, da de tabte 4-2 til de blå-gule spillere fra Brøndby. Helt godt gik det heller ikke i denne runde da de tabte 2-0 til Esbjerg. Esbjerg var hurtige fra start og forsvarsspilleren Marco Lund var manden bag esbjerggensernes første scoring i kampen. Dette skete allerede efter 11 minutters spil. Den anden målscorer i kampen var Søren Andreasen. Søren Andreassen, som også er topscorer i ligaen med nu seks mål, kom på måltavlen for de blå- og hvid stribede, da der var godt fem minutter tilbage af kampen. Esbjerg vandt dermed kampen 2-0. Sejren sender Esbjerg op på en andenplads i ligaen hvor de ligger placeret bag FC Midtjylland med fem point. Esbjerg mangler dog en kamp for at man kan udligne stillingen helt. Lyngby har endnu ikke vundet i deres tre spillede kampe og har indtaget ligaens sidsteplads.

Cheftræneren for EFB’s U19-hold, var glad for sejren trods Esjbjerg ikke helt var på toppen.

– Det er glædeligt, at vi vinder en kamp, hvor vi ikke rigtigt ramte toppen, når det gælder spillet med bolden. Vi fik spillet til nul og scorede to gange, så det er dejligt nok, men vi bakkede for meget på banen, så det var os selv, der fik lukket dem ind i kampen, sagde cheftræneren til klubbens hjemmeside.

Randers 0-1 FC Nordsjælland

1-0 Christian “TK” Køhler (56.).

Randers Freja blev I sidste runde gennembanket af ulvene fra FC Midtjylland. De skulle i denne weekend derfor ud, for at få en tiltrængt sejr. Men sådan blev det desværre ikke for Randers. FC Nordsjælland viste sig at være stærkest til sidst og vandt kampen 1-0. FC Nordsjællands eneste målscorer blev centermidten Christian Køhler, som scorede efter 56 minutter. Det var Køhlers første mål i sæsonen ud af de to kampe han har spillet. FC Nordsjælland var oversidder i sidste runde og var derfor ikke i spil. De er to kampe bagud til FC Midtjylland og kan med to sejre kommer ret tæt på midtjyderne, der fører ligaen.

– Det er virkelig ærgerlig at vi taber i dag. Vi starter godt, og leverer generelt en god præstation ovenpå vores magre indsats i Midtjylland i lørdags. Vi står fint på banen, og arbejder godt som hold, og får i dag også skabt de nødvendige muligheder. De chancer vi fik, er nogle vi plejer at score på, så jeg er fortrøstningsfuld ift. fremtiden. Det var en svær bane for begge hold at kontrollere spillet på, men vi har flest chancer, og mangler kun lige de afgørende marginaler for at vi kunne have taget sejren. Så at se pointene ryge til Sjælland, var en hård en at sluge for spillerne. Heldigvis spiller vi allerede igen på fredag (mod AaB, red.), fortæller Randers’ U19-cheftræner til klubbens hjemmeside.

Vejle 0-1 FC København

1-0 (30.).

Vejle var ikke i kamp i sidste runde, så de skulle op i gear, da de skulle møde FC København på hjemmebane. Kampen var ikke nogen succes for Vejle, som roder rundt i midten af tabellen med tre point på en ottendeplads. Selvom Vejle dominerede meget i første halvleg og på forhånd havde læst løverne fra København, var det ikke nok til at holde dem fra en scoring. Målet beskrives som, at Vejle havde clearet et indlæg, og derefter var den røget ud til en FCK-spiller, som tørt sendte bolden i mål, på noget der knap nok kan kaldes en chance. FCK, som godt kunne trænge til de tre point, der var spil om, måtte være fint tilfreds med kampens udfald, hvis man spørger Vejles cheftræner. FCK var ovenpå i omkring ti minutter i anden halvleg, hvor Vejle var nede i kulkælderen efter målet. FCK er nu på en fjerdeplads i ligaen efter sejren over Vejle Boldklub.

– Vi dominerer i første halvleg, og på trods af vores dårlige periode i anden halvleg skal vi vinde kampen. Jeg er tilfreds med spillerne og indsatsen, og vi havde fortjent bedre end et 1-0 nederlag, siger Søren Vie Clausen, Vejles cheftræner, til klubbens hjemmeside.

AGF 1-1 Brøndby IF

1-0 Oliver I. Pedersen (I første halvleg), 1-1 Brøndby IF (I første halvleg).

AGF tabte i sidste uge 1-0 til FC København på udebane, og skulle derfor forsøge at hente point mod et andet hold fra Sjælland, nemlig Brøndby IF. Det blev dog kun til ét point, da kampen endte 1-1. Begge mål blev scoret allerede i første halvleg. Først var det århusianernes Oliver Pedersen som tog et løb i venstre side af banen og afsluttede resolut. Skuddet blev dog rettet af inden det endte bag Brøndbys målmand, Mads Henriksen. AGF kom derfor i front midtvejs i første halvleg. Det skulle de dog ikke nyde meget længe. For kun få minutter efter sendte en Brøndby-spiller bolden i nettet med et skud fra højre side af banen. Både AGF og Brøndby kunne have brugt de tre point efter lørdagens kamp, så de kunne holde bedre fast i henholdsvis midten og toppen af ligaen. De måtte dog dele point til sidst efter en lang fight med chancer til begge hold.

AGF’s cheftræner var tilfreds med kampens udfald, da kampen var meget lige på banen.

– Vi kunne have tabt, men vi kunne også have vundet, så uafgjort er okay. Det var vores mission at komme på tavlen, og det lykkedes. Kampen var højintens – og nok også lidt for højintens. Begge hold forsøgte at spille hurtigere, end de kunne magte, og det betød, at der aldrig blev den store ro i kampen. Langt hen ad vejen lykkedes vi fint med det presspil, vi gerne vil levere. Vi gik højt på dem, og vi producerede de muligheder, der skulle til. Jeg kunne godt have ønsket, at vi havde haft lidt mere ro og tålmodighed i vores spil, og det skal vi forsøge at tage med til næste kamp, lød det fra AGF’s cheftræner, Claus Therkildsen, til klubbens hjemmeside.

Silkeborg 2-3 FC Midtjylland

1-0 Silkeborg IF (12.), 1-1 Mikkel Duelund (24.), 1-2 Mikkel Duelund (42.), 2-2 Silkeborg IF (51.), 2-3 Andreas Hermansen (67.).

Der var dømt lokalt rivalopgør, da Silkeborg i lørdags tog i mod ulvene fra FC Midtjylland på hjemmebane. Silkeborg skulle forsøge at få point til at følge med resten af holdene i ligaen, mens FCM skulle forsøge at bygge videre på deres flotte sæsonstart med nu fem sejre ud af fem kampe. Ulvene kom dog ellers forholdsvist hurtigt bagud 1-0 efter 12 minutters spil, hvor Silkeborg-spillerne udnyttede et passivt FCM-hold. Tiden skulle fordobles inden ulvenes Mikkel Duelund svarede igen og udlignede til 1-1. Duelund var dog ikke færdig, og scorede tre minutter før pausen til 2-1. Selvom Silkeborg fik udlignet kort inde i anden halvleg, var det ikke nok til at holde ulvenes fightervilje væk. FCM’s Andreas Hermansen gjorde det nemlig til 3-2 med godt 23 minutter tilbage af kampen. Mikkel Duelund var heller ikke ude af billedet her, da det var ham, som lavede indlægget til Hermansen, som han nåede først til og fik sendt i kassen. Begge hold havde flere chancer i løbet af kampen, der dog til sidst endte til ulvenes favør.

– Vi spiller nok vores dårligste kamp i sæsonen, og får ikke vores boldomgang til at køre, som vi gøre vil. Vi skaber dog stadig en del store chancer, og jeg synes derfor det er en fortjent sejr trodsalt. Vi har egentlig okay styr på kampen, men vores egne forventninger er, at vi kan levere bedre, end vi gør i dag. Vi er selvfølgelig glade for de tre point alligevel, fortæller FCM’s U19-cheftræner, Kenneth Andersen, til klubbens hjemmeside.

Husk at læse med igen i næste uge, når D’ BOLD som altid guider dig gennem U19-ligaens kampe.

In this article