Talenttid – 23-09-2014 – U17-ligaen – Århusiansk sammenbrud og svanernes genopstandelse

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

kilde: dbu.dk
kilde: dbu.dk

Det danske U17-landshold er i disse dage i fuldt vigør, når de i to kampe mod Montenegro skal teste formen. De fleste hold fra U17-ligaen har spillere repræsenteret på landsholdet, og flyttede derfor, fornuftigt nok, deres kampe til et senere tidspunkt. Derfor har denne spillerunde kun budt på to kampe fra landsets yngste landsdækkende fodboldrække. Men hvilke to af slagsen! Bundproppen fra Køge bed fra sig, mens FC. Nordsjælland fortsætter den imponerende stime.

Esbjerg, Brøndby, FC. Midtjylland, Vejle, FC. København, OB, AGF, AC. Horsens, Randers og Silkeborg har i denne spillerunde ikke været i kamp.

HBKøge 3-1 AaB
1-0 Elias Sørensen (14.), 2-0 Elias Sørensen (55.), 2-1 Marco Ramkilde (61.), 3-1 Elias Sørensen (66.).

Med fem nederlag af de første seks mulige kampe, var det med ryggen mod muren, at svanerne torsdag aften tog i mod AaB. AaB, nordjyderne, var inden kampen rækkens eneste ubesejrede hold, selvom det dog hører med til historien, at de bolsjestribede i to kampe har måttet nøjes med et point. Fra kampens start så hjemmeholdets spillere aldeles motiverede ud, og de fremmødte tilskuere på Køge Stadion fornemmede hurtigt svanernes sejrshunger. Allerede efter et lille kvarters spil kom hjemmeholdet da også i front. Et godt angreb i værternes venstre side, og pludselig stod Elias Sørensen umarkeret i AaB’s straffesparksfelt, hvor han til stor glæde for ham selv og sine holdkammerater dukkede op og prikkede bolden i mål. Også resten af første halvleg forløb med køgegenserne i teten, mens jyderne i perioder havde overtaget i boldbesiddelse. Kampen igennem stod hjemmeholdet stramt i organisationen, og tillod ikke modstanderne mange chancer.  Derfor var det også ganske naturligt, at det skulle blive 2-0. AaB-keeper Nicolaj Jørgensen fik ikke clearet en lang bold som han ønskede, og fra en afstand af 35-40 meter opsnappede Elias Sørensen bolden, og med et følt spark fordoblede han sit holds føring. Gæsterne svarede dog hurtigt igen. U17-landsholdsangriberen Marco Ramkilde gjorde, hvad han var bedst til – nemlig at score mål – og med tyve minutter tilbage at spille, var kampen nu igen helt åben. Den blev dog hurtigt lukket. Efter en lang sekvens, hvor gæsternes spillere ikke kunne få bolden sparket ud af farezonen, stod en ung svane pludselig ganske fri i venstre side af feltet, hvorfra han fandt ingen andre end Elias Sørensen, der kom først på indlægget og flot placerede bolden højt i det korte hjørne. Sørensens tredje scoring i kampen, og hjemmeholdet vidste nu definitivt, at sejren var i hus. 3-1 sluttede opgøret, og HB. Køge beviser endnu engang, at man for alt i verden ikke vil gentage sidste sæsons sidsteplads. For AaB var nederlaget et rids i lakken, efter en ellers fremragende sæsonstart. Efter kampen skrev Elias Sørensen, der i øvrigt på kampdagen også havde fødselsdag, under på en ungdomskontrakt med HB. Køge. En bedre dag fåes vist ikke?

 

AGF 0-4 FC. Nordsjælland
0-1 Jakob Johansson (første halvleg), 0-2 Martin Frese (første halvleg), 0-3 Jakob Johansson (anden halvleg), 0-4 Jakob Johansson (anden halvleg).

Efter en blandet sæsonstart drog AGF’s U17-hold lørdag til Farum Park, hvor formstærke FC. Nordsjælland stod på programmet. Århusianerne gik til opgøret uden landsholdsaktuelle Oskar Buur og målfarlige Gabana Topenay, og det skulle vise sig at blive for stort et tab for hjemmeholdet. For lad os bare slå fast: Nordsjællands tigre var jyderne overlegne fra start til slut. Allerede efter de første 40 minutter var hjemmeholdet efter mål fra FCN’s skarpskytter Jakob Johansson og Martin Frese nede med 2-0. Efter pausen kom værterne bedre med, og havde Martin ’Marvin’ Laursen scoret på bare én af sine to store målchancer, havde der igen været spænding i opgøret, men AGF’s største profil på dagen tillod sig at misbruge på det skammeligste. Da de 80 minutter var færdigspillet, stod der 4-0 på tavlen. Yderligere to gange formåede udeholdets angrebsprofil Jakob Johansson at få skrabet bolden i mål, så angriberen nu er oppe på imponerende syv sæsonmål! FC. Nordsjælland har med tre flotte sejre på stribe endelig stemplet ind i U17-ligaen, hvor man ellers i flere år har været en fast bestanddel af bunden. Når tigrenes boldbesiddende stil fungerer, er holdet en fryd at følge. Alligevel mener træner Kasper Kurland, at der er plads til forbedringer:

-Det var en flot kamp af hele holdet, men selv om vi vandt stort og for tredje gang i træk, er der stadig meget, vi kan forbedre. Presspillet kan vi gøre bedre, og også kommunikationen på holdet skal vi arbejde mere med, siger Kurland til fcn.dk

På den modsatte bred mener assistenttræneren for AGF’s U17-hold, Hans Paarup, at cifrene 4-0 var lige i overkanten:

– FCN var et niveau bedre end os i dag, og dér, hvor det især kom til udtryk, var i felterne. Vi har dog mulighederne til at komme tilbage, og jeg synes, også, at sejren er lige i overkanten, men alt i alt er det fair, at FCN vinder, er opsummeringen fra Paarup til agf.dk

 

Husk at læs med igen næste gang, når vi som altid guider dig igennem kampene fra U17-ligaen!

In this article