Malte Kiilerich Hansen har skrevet under på en deltidskontrakt med FC Midtjylland, og skal nu bevise sit værd for en fuldtidskontrakt med føresteholdet.
Malte Kiilerich Hansen har måtte vente lidt med en kontrakt med førsteholdet pga. balladen med spilleroverenskomsten. Men han har nu sat sin underskrift på en 1-årig deltidskontrakt med FC Midtjyllands førstehold.
18-årige Malte er dog godt klar over hvor svært det hele bliver, når han skal bevise sit værd til en fuldtidskontrakt.
– Jeg ved godt, at der er længere til spilletid her, end der vil være i en 1. divisionsklub, men jeg synes, at træningsmiljøet er stærkt. Jeg skal lægge på og lære af de andre. De har været i gamet i mange år, og dem kan jeg virkelig lære af, fortæller Kiilerich til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– I første omgang er mit mål at spille mig tættere på holdet. Der er mange foran mig i køen, så det handler om at vise mig frem og vise, at jeg har noget at byde ind med, så jeg kan bevise over for trænerne, at de skal satse på mig i fremtiden.
Han er endnu ikke klar til reserveligaen, men tror på, at det bliver en vigtig del af forløbet, at kunne få lov at få erfaring mod flere superligaspillere.
– Der møder vi andre superligaspillere, så det er en god måde at vise, at man kan være med på niveauet. Det er den vej, man skal vise frem. Det vil betyde meget, hvis jeg kan vise mig frem og gøre en forskel der. Målet er næste gang at få en fuldtidskontrakt og nogle flere år, så man har muligheden for at bide sig fast, udtaler Kiilerich.
Ulvenes cheftræner, Glen Riddersholm, glæder sig til at se den unge spiller, som sidste år blev kåret til ”årets spiller” på U19-holdet, an.
– Malte er placeringsstærk, forudseende og god med bolden og spillede en stor rolle på U19-holdet i sidste sæson. Han er en spiller, der kom sent til FC Midtjylland, og som på kort tid har taget store udviklingstrin, og derfor synes vi, at det er interessant at se, om han også kan tage det næste skridt og blive superligaspiller. Han er en spiller, som stadig har store skridt at tage, og det er det, han skal bruge kontrakten til, siger Glen Riddersholm.