Lucas Andersen: Jeg skal starte inde i Ajax

Lucas Andersen mener, at han har gjort sig fortjent til at få flere kampe fra start i Ajax.

Det er ikke et ualmindeligt syn længere, at se 20-årige Lucas Andersen i startopstillingen hos de hollandske mestre, Ajax. Efter to sæsoner med tilvænning er den danske offensivspiller nu på nippet til at få det helt store gennembrud.

– Jeg synes, jeg har vist mig rigtig godt frem og føler, at jeg fortjener at få en del kampe fra start. Så ja, lige nu står jeg med en følelse af, at jeg skal starte inde, siger Lucas Andersen til TV 2 Sporten.

For den gæve nordjyde gælder det nu om at overføre det gode spil fra træningen til kampene.

– Jeg har snakket en del med Frank de Boer (Ajax-træner, red.) om, at jeg har følt, at jeg har været en af de bedste på træningsbanen til stort set alle træninger. Han har sagt, at det var tid til, at jeg skulle tage det gode spil fra træning med over i kampene.

Lucas Andersen har i denne sæson spillet syv kampe for Ajax – heraf fem af dem fra kampens start.

In this article