Lucas Andersen var nok ikke den eneste, som var lidt irriteret over nulløsningen mellem Danmarks – og Islands U21-landshold her til aften. Ajax-danskeren synes dog det var meget frustrerende, at spille over et så defensivt Island-hold.
– Det var frustrerende. Vi er vant til at spille en masse småspil oppe omkring feltet, men det var der ikke plads til. I stedet var der nogle slåskampe, indlæg og hjørnespark, så det var ingen superkamp for mig, siger Lucas Andersen ifølge TV2 sporten og fortsætter:
– Vi fandt på ingen måde nøglen, men jeg har også sjældent mødt et hold, der står så langt tilbage på banen og spiller så destruktivt, som Island gjorde i aften. Men det virkede altså.
Den danske U21-landstræner, Jess Thorup, havde dog forberedt sig på, at Island var kommet for at spille sig til et 0-0 resultat mod danskerne.
– Jeg kendte og havde analyseret Island til bunds, og jeg vidste, at de kom hertil for at spille efter 0-0 og ikke ville noget, så der var ikke meget plads at spille på. Det er denne her måde, de spiller på. Det har bragt dem langt og til play-off, sagde Thorup til DR3 efter kampen.
Danmark skal spille returopgør mod islændingene i Island på tirsdag kl. 18:15.