Talenttid – 07-10-2014 – U17-ligaen – Horsens endelig på tavlen, ulve og svaner i vanvidskamp, eminente Esbjerg og fremragende FC. Nordsjælland

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

(kilde:dbu.dk).
(kilde:dbu.dk).

Efter to ugers kamppause var der i den forgangne weekend atter ungdomsfodbold på programmet, da landets bedste U17-spillere forkælede os med masser af mål, dramatik og lækre detaljer. Som altid følger D’ BOLD ungdomsfodbolden på tæt hold, og leverer ugentligt kampreferater fra U17- og U19-ligaen. Denne uge er ingen undtagelse!

 

AC. Horsens 4-1 AGF
1-0 Kristian Skovbjerg (2.), 2-0 Kristian Skovbjerg (50.), 3-0 Mads Bech Sørensen (60.), 3-1 Mathias ’Marvin’ Laursen (62.), 4-1 David Müller (75.).

Endelig – sjette gang blev lykkens gang for østjyderne, der har haft en svær start på livet i U17-ligaen. Således havde man inden opgøret mod storebror fra AGF indkasseret hele 16 mål i de første fem kampe, mens man omvendt blot havde scoret sølle én gang. Om det var den sørgelige statistik, der fik de århusianske drenge til at tage let på opgaven skal være usagt, men i hvert fald kom udeholdet rigtig sløvt fra start. Blot to minutter var spillet, så var Horsens i front. Scoringen faldt efter et straffespark, som de gules største profil, angriberen Kristian Skovbjerg, stensikkert udnyttede. Derefter var det op af bakke for gæsterne, der lod sig kyse af værternes simple, lange bolde og fysiske spil. Pausestillingen var 1-0. Efter pausen skulle AGF forsøge at kæmpe sig tilbage i opgøret, men i stedet blev drengene fra Fredensvang sat endnu længere tilbage. AC. Horsens forstod nemlig på dagen at udnytte fejlene i gæsternes forsvar, og med endnu en scoring fra Kristian Skovbjerg til 2-0 og senere Mads Bech Sørensen til 3-0, var talenterne fra fængselsbyen snublende tæt på sæsonens første sejr. Blot få minutter efter Bech Sørensens 3-0-scoring, vågnede AGF’s guldfugl Mathias ’Marvin’ Laursen op til dåd, og efter et hjørnespark fik angriberen reduceret. Spænding kom der dog aldrig om kampens udfald, og da hjemmeholdets færøske U-landsholdsspiller David Müller med fem minutter igen scorede til 4-1, kunne drengene fra AC. Horsens U17-hold ånde lettet op: nu var sæsonens første tre point en realitet. Det har været en hård start på U17-ligaen for østjyderne, men cadeau for hvad de unge Horsens-spillere præsterede på grønsværen i lørdagens kamp. AGF-lejren var efter kampen ikke just lykkelige. Træner Allan K. Jepsen brugte disse ord om kampen:

-Efter at vi får reduceret, prøver vi at sætte tryk på, men symptomatisk for hele kampen mangler der den sidste kvalitet i de afgørende aktioner. Det er altid træls at tabe, og ikke mindst vi er trætte af den måde, vi taber på, siger den tidligere Superligaspiller til agf.dk

 

OB 1-2 Esbjerg
0-1 Mads Gadgaard (19.), 0-2 Anders Dreyer (66.), 1-2 Simon Basler (76).

Topopgør, det var den rette betegnelse for hvad der ventede tilskuere i den fynske Ådal i lørdagens kamp. Holdene lå side om side i tabellen, og kun Lyngby kunne inden opgøret prale af en højere placering. De to stribede hold har mødt i hinanden i optaktsfasen til sæsonen i en kamp, der blev en tæt affære. Lørdagens topkamp blev ingen undtagelse. Esbjerg kom hurtigt i kontrol med spillet, noget der udmøntede sig i et føringsmål, da Mads Gadberg efter godt 20 minutters spil tog et træk ind i banen og udplacerede Oliver Christensen i OB-buret. 1-0 var resultatet ved pausen. I anden halvleg investerede hjemmeholdet mere i duellerne. Det var tydeligt, at OB-træner Anders Skjoldemose havde prædiket netop dette i pausen, men trods værternes fysiske spil lykkedes det Esbjerg at spille sig fint ud af presset. Det var næsten ikke til at se, at gæsternes Jeppe Schultz, Mark Brink og Anders Dreyer i de foregående dage havde været til vigtige EM-kvalkampe med U17-landsholdet, og sidstnævnte formåede endnu engang at sætte sit aftryk på en fodboldkamp. I det 66. minut var den venstrebenede teknikker nemlig på spil, da han prikkede en ripost i mål og samtidig scorede sit tredje sæsonmål. Med fire minutter igen reducerede talentfulde Simon Basler for hjemmeholdet, hvilket i en kort overgang skabte spænding om resultatet. Det blev dog ved de 2-1, og Esbjerg fører nu rækken, mens OB som følge af de andre resultater i denne spillerunde nu er at finde på fjerdepladsen. Esbjergs U17-træner, Lars Vind, var tilfreds med de tre point, men alligevel manglede der noget:

-Vi spillede en rigtig god første halvleg, og jeg er tilfreds med vores opspil og vores chancer. Det eneste jeg kan sige til drengene er, at kampen skulle være lukket noget før, siger Vind til efb.dk

I den modsatte lejr var OB U17-træner Anders Skjoldemose trods nederlaget stolt af sine drenges indsats. Især teamwork og fightervilje var hvad Skjoldemose glædede sig over:

-Der er ingen tvivl om, at lige nu er vi selvfølgelig skuffede over, at vi ikke får point på hjemmebane, men vi kæmper heroisk, og vi vil virkelig gerne levere et godt resultat på hjemmebane. Specielt de sidste ti minutter viser vi virkelig teamwork og power.

 

FC. Nordsjælland 4-0 Silkeborg
1-0 Jakob Johansson (8.), 2-0 Gustav Harlev (12.), 3-0 Magnus Wørts (20.), 4-0 Jakob Johansson (69.).

Der var store forventninger til Silkeborgs U17-hold inden sæsonstart. I sidste sæson, og især i forårssæsonen, var Silkeborgenserne nemlig flyvende og vandt den ene storsejr efter den anden. Sådan har det ikke gået i denne sæson. Der har været flere bump på vejen, men også lyspunkter, som senest, hvor Silkeborg i en tæt affære slog rivalerne fra FC. Midtjylland med 4-3. I lørdagens kamp ventede FC. Nordsjælland, der ligesom udeholdet kom med tre sejre og rigeligt med selvtillid i bagagen. Det med selvtillid fik de unge tigre fra Nordsjælland hurtigt mere af, for efter 20 minutters spil førte de rødblusede værter med 3-0. Når spillet fungerer for tigrene, er de en fryd at følge, og i denne sæson har spillet fungeret til perfektion! Holdets målræv Jakob Johansson indledte scoringen, hvorefter Gustav Harlem og Magnus Wørts hurtigt gjorde Johansson kunsten efter. 3-0 var også stillingen efter de første 40 minutter. Efter pausen var det som om, at jyderne var kommet sig over forskrækkelsen og igen turde spille fodbold. Man kom bedre ind i kampen, mens FCN samtidig blev lidt for tilfredse, og ikke bevarede samme koncentration som i første halvleg. Til slut fik (gæt hvem) Jakob Johansson lukket og slukket opgøret med sin anden scoring i kampen, noget der bragte FC. Nordsjælland på 4-0 og Johansson på otte sæsonmål. 4-0 blev også slutresultatet, og dermed kunne drengene fra Farum glæde sig over fjerde sejr i træk, mens Silkeborg endnu engang løb ind i et pludseligt og stort nederlag. Det var tredje gang i sæsonen, at holdet fra Søholt tabte med en margin på to eller flere – mærkeligt. Holdets træner, Anders Veller, var da også en utilfreds mand efter kampen. Specielt indstillingen manglede, mente Veller:

-Vi løb for lidt og gav for lidt i duellerne, og så havde vi lidt problemer med at kommunikere og hjælpe hinanden i alle faser. Vi skal have hævet overlæggeren, så vi ikke bare spiller med, men så alle bidrager med noget ekstra, er ordene fra Anders Veller til silkeborgif.com

Sejren bringer FC. Nordsjælland op på rækkens andenplads, mens Silkeborg må affinde sig med en placering i det brede midterfelt.

 

FC.København 3-1 Randers Freja
1-0 FCK (26.), 1-1 Marcus Mølvadgaard (39.), 2-1 FCK (53.), 3-1 FCK (70.).

Som det eneste hold i U17-ligaen var FC. København i forgange weekend i kamp. Her slog Mani Hilmarsson og de øvrige FCK’ere OB med 2-0, og lagde ovenpå den gode stime af ubesejrede kampe. Det skulle lørdag gå ud over hestene fra Randers, der har været denne sæsons store skuffelse. Således havde kronjyderne inden kampen blot skrabet seks point sammen i ligaens første fem kampe, og ikke meget tyder på, at sidste sæsons tredjeplads bliver gentaget. Holdet er anført af enmandshæren, Emil Riis, der med sine ni sæsonscoringer er topscorer i U17-ligaen. Riis formåede ikke at komme på måltavlen lørdag. Det gjorde til gengæld FC. København, der i det 26. minut bragte sig på 1-0. Hjemmeholdets føring holdt dog ikke længe, for minuttet før pauseteen var gæsternes U16-landsholdsspiller Marcus Mølvadgaard på pletten – 1-1 og pause! Knap var spillerne kommet på banen i anden halvleg, før den var gal igen.  Jydernes målmand Nicklas Rulle kunne efter 56 minutters spil hente bolden ud af nettet for anden gang i kampen, men desværre for Rulle og de øvrige Randers drenge, skulle det blive værre. I det 70. minut udbyggede FCK nemlig føringen til 3-1 – et resultat der holdt kampen ud. Med til historien om FC. Københavns sejr hører dog, at udeholdet undervejs i kampen misbrugte hele fire 100 %’s chancer, og gør man det, vinder man altså ikke fodboldkampe. Det er Randers træner Mads S. Lyng enig i, selvom han tror på, at skuden nok skal vende:

-Det er noget atypisk at vi brænder de her store chancer og jeg er overbevist om, at vores dygtige offensiv spillere kommer tilbage på sporet og igen begynder at sparke boldene i mål, siger træneren til randersfreja.dk.

Selvom Randers manglende den berømte effektivitet i begge felter i kampen mod FCK, kan man ikke påstå at holdet mangler kvalitet på netop forsvars- og angrebspositionerne. I forsvaret gør U17-landsholdsspiller Behrem Rizvic sig, mens angrebsduoen Marcus Mølvadgaard og Emil Riis hører til blandt ligaens bedste.

 

Lyngby 0-3 AaB
0-1 Mads Stefansen (2.), 0-2 Mads Stefansen (20.), 0-3 Mads Stefansen (39.).

Efter en resultatmæssig god start tabte AaB senest ganske overraskende til upåagtede HB. Køge, noget der skulle rettes op på, da man en oktober morgen rejste til københavnerforstaden Lyngby, for at møde U17-ligaens tophold. De kongeblå sjællændere har overrasket mange, men ikke D’ BOLD’s skribent, som hele tiden har været opmærksom på holdets talentfulde kuld af spillere fra især årgang 98’. Også U17-landstræneren har fået op for Lyngbys spillere. Således deltog Gustav Marcussen og Jacob Bruun i landsholdets kvalkampe til EM. Det var ikke U17-landsholdsspillere der tog overskriften lørdag, men i stedet U16-landsholdets Mads Stefansen. Stefansen har længe været en stjerne i svøb, og lørdag slog han så for alvor sit navn fast. Stefansens scoringer i spilminut to, 20 og 39 gjorde, at AaB højest overraskende kunne gå til pause foran hele 3-0. Specielt Mads Stefansens 2-0 mål var af de flottere af slagsen. Angriberen viste sig koldblodig, da Peter Jensen sprang ud af sit mål, og elegant løftede Stefansen bolden over den fremadstormende målmand. I modsatte lejr var der kaos: Gustav Marcussen modtog et rødt kort efter mundhuggeri, og så var det for alvor op af bakke for værterne. I anden halvleg tog værternes Jacob Bruun sagen i egen hånd. Fra sin position på venstre kant løb, fightede og driblede Bruun lidt gejst ind i sit hold, men det var svære betingelser for Lyngby, der ikke formåede at dirke det kompakte nordjyske mandskab op. Det hele sluttede 3-0, og Lyngby måtte indse, at sæsonens andet nederlag var en realitet. Der er ikke langt mellem succes og fiasko, men også cadeau til AaB, der spillede en flot kamp og nu er med i tabellens sjove ende.

 

Brøndby 2-1 Vejle
1-0 Magnus Häuser (10.), 2-0 Karl Appeit (35.), 2-1 Agon Mucolli (80.).

I en svær, svær periode, har Vejles talenter skulle koncentrere sig om spillet på banen, mens klubbens bestyrelse har arbejdet på højtryk for at finde de nødvendige millioner. Heldigvis for VB og dansk fodbold fik traditionsklubben fundet investorer, hvilket betyder, at vi også i fremtiden kan følge Vejles talenthold, noget vi her på D’ BOLD er rigtig glade for! Dog har Vejles U17-hold ikke fået den bedste start på sæsonen. Inden lørdagens opgør mod Brøndby stod man således blot noteret for to sejre i sæsonens første fem kampe. En kontrast til sidste sæson, hvor man spillede med om topplaceringerne. Storsatsende Brøndby havde ligesom Vejle ikke fået den bedste start på sæsonen, så der var en intens og interessant kamp i vente for de fremmødte tilskuere. Det startede bedst for Brøndby. 10 minutter var spillet, så bragte Magnus Häuser de blågule værter på 1-0. Vejle formåede slet ikke at udvise den vildskab, som ellers kendetegner holdet. Inden første halvleg var omme, var Ruben Pedersen og de øvrige VB’ere bagud med 2-0. Kampens anden scoring stod U16-landsholdsspiller Karl Dines Appeit for, og så var sjællænderne på sejrskurs. Bedre blev det for gæsterne efter pausen, hvor østjyderne spillede med langt større vilje og dedikation end i kampens første fyrre minutter. Desværre for holdet fik man kun via en scoring fra Agon Mucolli lavet et enkelt mål, og det var altså ikke nok til at få point med tilbage til Jylland. Netop at score mål har været Vejles svaghed i denne sæson, og angriber Jonas Erngaards enlige sæsontræffer imponerer ikke synderligt.

 

FC. Midtjylland 4-4 HB. Køge
1-0 Mads Vang (6.), 2-0 Nikolaj Kirk (7.), 2-1 Malte Amundsen (13.), 3-1 Nikolaj Kirk (25.), 3-2 selvmål (25), 4-2 Mads Carlson (39.), 4-3 Rafael Mortensen (61.), 4-4 Rafael Mortensen (76.).

Kampen mellem hedens ulve og hovedstadens svaner blev en vanvittig forestilling. De unge talenter gav de fremmødte tilskuere noget mindeværdigt, og forkælede dem med otte mål og spænding til sidste sekund. I et opskruet og ganske uset tempo startede FC. Midtjylland kampens festfyrværkeri i det sjette og syvende minut, hvor først Mads Vang og siden anfører og landsholdsaktuelle Nikolaj Kirk stod for målene. Nede 2-0 gav HB. Køge på ingen måde op. Man fortsatte med at spille, og det bar frugt efter 13 minutter, da Malte Amundsen reducerede med sit tredje sæsonmål. Ikke mange minutter efter faldt endnu en scoring, og endnu engang var det en hjemmeholdsscoring. FCM’s to vel nok største profiler, Mikael Anderson og Nikolaj Kirk, kombinerede flot, og sidstnævnte kunne fra forreste stolpe bringe værterne på 3-1. Endnu engang var køgegenserne nede med to mål, men endnu engang nægtede gæsterne at opgive. Efter voldsomt klumpspil fik man via en uheldig FCM-fod bragt sig tilbage i opgøret – 3-2! Første halvleg havde dog flere mål i sig. Det blev nemlig til 4-2 – denne gang var Mads Carlson på pletten. En flok forpustede spillere kunne gå til pause, alt imens tilskuerne kun kunne håbe på, at anden halvleg blev halvt så underholdene og tempofyldt som første. Det gjorde den – nu med HB. Køge i teten, for svanerne var ikke færdige endnu. Indskiftet blev Rafael Mortensen, og han skulle vise sig at få stor betydning for kampens forløb. Efter et par store misbrugte chancer, gik den ikke længere for FCM: HB. Køge reducerede i det 61. minut, og nu havde sjællænderne for alvor blod på tanden. Anden halvleg blev en stram tid for værterne, der pådrog sig flere skader og samtidig blev spillet langt tilbage på banen. Med fem minutter tilbage af kampen lykkedes det efter adskillige målchancer endelig HB. Køge at udligne, og igen havde Rafael Mortensen sidste fod på – 4-4! I kampens døende minutter var der store chancer til begge hold, men 4-4 vedblev det. Da dommeren fløjtede kampen af, var tilskuerne ikke i tvivl: de havde været vidne til årets kamp i U17-ligaen!

Husk at læs med næste gang, når vi som altid guider dig igennem ugens kampe fra U17-ligaen!

In this article