Talenttid – 21-10-2014 – U17-ligaen – Tilbage på (kunst)græs

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

(kilde:dbu.dk).
(kilde:dbu.dk).

Samtlige 14 hold i U17-ligaen var i lørdags i aktion. Der er ikke meget struktur i kampprogrammet, og mens nogle hold har spillet hele ni kampe, har andre kun spillet syv eller i Brøndbys tilfælde seks kampe. Det er derfor for tidligt at forudsige noget som helst, men tage temperaturen på landets bedste ungdomsrække, det kan vi – læs med!

 

Randers 0-4 Brøndby

Efter en smådårlig start på sæsonen kom Brøndby i forrige spillerunde tilbage på sporet, da Vejle blev sendt hjem med et 2-1-nederlag. Denne gang skulle det gå ud over Randers, og det gjorde det! Med cifrene 0-4 vandt drengene fra Vestegnen en knusende sejr. Hør her, hvad de blågules midtbaneprofi,l Magnus Häuser, siger til D’ BOLD om kampen:

-Det var en fantastisk kamp. Vi spillede for første gang på kunstgræs, og det kunne mærkes på vores spil. Spillet flød og vi spillede hurtigt og havde flere chancer end normalt, men det skyldes selvfølgelig også vores selvtillid fra sidste kamp. (sejren på 2-1 over Vejle red.), er ordene fra Häuser til D’ BOLD.

Brøndby-spilleren scorede i kampen sit andet sæsonmål, og selvom han er påpasselig med at fremhæve enkelte spillere, ved den altid hårdtarbejdende sjællænder godt hvem, der gjorde det særligt godt i kampen:

-Jeg vil helst ikke fremhæve nogle specielle, da det var en fantastisk præstation fra hele holdets side – alle leverede varen. Men vil selv sige at jeg spillede en god kamp, styrede spillet og lavede et mål og en assist. Joel og Gregers var stærke i forsvaret, og Marco spillede også en god kamp på midten, lyder det fra Magnus til D’ BOLD.

Brøndbys U17-hold er nu for alvor stemplet ind i U17-ligaen. Men hvad er det, der pludselig kører så godt for holdet? Magnus Häuser har svaret:

Kort sagt, vi er begyndt at score på vores chancer, og dermed får vi point. Jeg synes vi har været spilstyrende i alle kampene, men ikke altid lige kyniske, men det er kommet nu, og det skal vi fortsætte med at være, afslutter Brøndbys U17-spiller.

 

AGF 4-1 Lyngby
1-0 Benjamin Hvidt (4.), 2-0 Asger Hausted (29.), 2-1 Gustav Marcussen (33.), 3-1 Kasper Lunding (45.), 4-1 Mathias ”Marvin” Laursen (47.).

For tredje gang på få dage stod AGF og Lyngby overfor hinanden. I de to første opgør – kampene i NordicBetligaen og sidenhen U19-ligaen, var det sjællænderne, der trak det længste strå, så derfor var der lørdag for alvor revanche til gode for de stolte århusianere. Det startede da også godt for drengene fra den jyske hovedstad. Blot fire minutter var spillet, da Benjamin Hvidt, som reel set er U15-spiller, men optræder på AGF’s U17-hold, kunne gøre det til 1-0 for værterne. Minutter senere blev føringen udbygget, da Asger Hausted steg til vejrs på et hjørnespark. Det var ikke til at se, at Lyngby ligger i toppen af rækken, og der var kampen igennem en indstilling til forskel på de to hold. For mens hjemmeholdet kæmpede bravt for enhver meter og bold, virkede de kongeblå gæster anderledes modløse. Lyngby-topscorer Jens Odgaard viste prøver på sit talent, men angriberens frispark prallede af på stolpen. Det lykkedes dog sjællænderne at reducere. Gustav Marcussen gjorde det til 2-1 efter 33 minutter. Anden halvleg blev en ligeså skuffende forestilling for Lyngby som første, og alt for ofte gik spillet i stå på midten af banen, hvor AGF’s disciplinerede spillere stoppede topholdets talenter. Fem minutter var blot spillet af kampens sidste halvdel – så lå bolden atter bag Peter Jensen i gæsternes mål. Målscorer for hjemmeholdet var kantspiller Kasper Lunding, der, skulle det vise sig, ikke blev kampens sidste målscorer. Mathias ”Marvin” Laursen ville nemlig også lege med, og i det 47. minut lukkede han lidt kampen, da hans skud lidt heldigt blev rettet af og gik i mål. Nede 4-1 kom Lyngby sig aldrig, og AGF kunne sikkert hive tre livsvigtige point i land, mens Lyngby måtte erkende, at man for tredje kamp i streg ikke formåede at vinde.

 

HB. Køge 0-2 FC. Nordsjælland 
0-1 Jakob Johansson (30.), 0-2 Magnus Koefod Andersen (80.).

Formstærke FC. Nordsjælland var lørdag eftermiddag draget nogle kilometer sydpå, hvor et opgør mod HB. Køge stod på menuen. Tigrene kom til kampen med fire sejre i streg, mens HB. Køge med to gange uafgjorte også var inde i en stime af ubesejrede kampe. I modsætning til sidste sæson har talenterne fra Farum i denne sæson for alvor fået spillet til at flyde, og holdet må i skrivende stund betragtes som en af de allerstørste favoritter til topplaceringerne. Helt i front kan de røde nordsjællændere prale af at have en af U17-ligans mest målfarlige spillere, noget Jakob Johanssons ni sæsonmål beviser. Ni blev efter en halv time af kampen til ti, da Johansson blev sendt af sted i dybden og ganske elegant lobbede bolden henover HB. Køges fremadstormende keeper, Andreas Piilgaard, der ikke så alt for heldig ud i situationen. Trods det faktum at FC. Nordsjælland ikke spillede hjemme på kunstgræsset på Farum Park, formåede gæsternes spillere at spille en god omgang pasningsfodbold, mens værterne stod langt tilbage, og kampen igennem udelukkende levede på omstillinger. Allerede inden pausen havde udeholdet chancerne, der skulle til for at lukke kampen, men adskillige gigantchancer blev misbrugt, og derfor kun 0-1 ved pausen. I anden halvleg var kampbilledet det samme. HB. Køge stod og afventede, og virkede tilfredse med kampens udvikling. I slutminutterne kastede svanerne en ekstra mand med frem, hvilket skabte huller bagude, og derfor blev FCN-spiller Magnus Koefod Andersens scoring til 2-0 i de døende sekunder punktummet på kampen.

Se alle målene fra kampen her:

 

AaB 0-1 Esbjerg
0-1 Martin Egelund (76.).

Topholdet fra Esbjerg tog tidligt lørdag morgen turen til Aalborg, hvor en flok bolsjestribede nordjyder ventede. AaB havde weekenden forinden været i kamp mod FC. Midtjylland, hvor det lykkedes aalborgenserne at tilkæmpe sig et enkelt point. Det var derimod hele to uger siden, at EfB sidst havde været i aktion i U17-ligaen, og træner Lars Vinds mandskab fandt da heller ikke lørdag sit vanlige niveau. Det var nemlig hjemmeholdet, der sad på spillet i kampens indledning, som dog bød på chancer til begge mandskaber. Gæsternes U17-landsholdsprofil, Anders Dreyer var tæt på, men hans forsøg blev pareret af Nicolaj Jørgensen i værternes mål. Dreyers skudforsøg blev startskuddet til en god periode for gæsterne, men Aalborgs talenter havde også deres andel af kampens første halvdel. Kort inden pausen var stolpen i vejen for en åbningsscoring fra nordjyderne, så 0-0 ved pausen. I anden halvleg var AaB det bedste hold, men det blev Esbjerg, der løb med sejren. I slutminutterne gjorde udeholdets Martin Egelund det onde ved værterne, da han fra sin position på venstre kant trak ind i banen, snørerede et par mand og sendte kuglen i mål til stor begejstring for vestjydernes spillere og delegerede. Målet blev kampens første, sidste og eneste, så de tre point havnede i Esbjerg på en dag, hvor AaB fortjente mere end hvad de fik.

 

Silkeborg 3-0 FC. København
1-0 Kasper Thule Bach (10.), 2-0 Mads Emil Madsen (53.), 3-0 Thomas Santos (60.).

Cheftræner for Silkeborgs U17-hold, Anders Veller, snakkede inden kampen om sult. Sult til at vinde, og sult til igen at få holdet tilbage på det spor, som man i seneste sæsons udgave af U17-ligaen var. Her var holdet fra Søholt den helt store oplevelse i forårssæsonen, mens der i denne sæson har været langt mere knas i SIF-maskineriet. Talenterne kom til kampen direkte fra en 4-0-lussing i Farum, og opgøren mod FCK skulle være vendepunktet. Efter en to uger lang periode uden kamp var det et tydeligt spillelystent hjemmehold, der da også startede kampen bedst. Kun ti minutter skulle der gå, før var jyderne i front. Kasper Thule sparkede et indlæg fra venstrekantsspilleren, Thomas Santos, i mål. Resten af halvlegen fortsatte med hjemmeholdet i teten – dog uden yderligere scoringer – så 1-0 ved pausen. Også kampens sidste 40 minutter dominerede Silkeborg, mens FC. Københavns unge spillere haltede bagefter i alle facetter. Nicklas Røjkjær, holdets topscorer med otte sæsonmål, var arkitekten bag målene til 2-0 og 3-0, og utroligt nok gik Røjkjær for en sjælden gangs skyld fra banen uden at score. Score gjorde i stedet Mads Emil Madsen og afslutteligt Thomas Santos i en kamp, som værterne ganske overlegent vandt.

 

FC. Midtjylland 2-1 OB
1-0 Mads Vang (46.), 1-1 Oliver Lønfeldt (47.), 2-1 Mads Olsen (59.).

24 indkasserede mål. En statistik der burde høre et bundhold til, men i stedet tilhørte FC. Midtjylland inden kampen mod OB. Med til historien om den elendige defensive statistik hører også, at de unge ulve inden opgøret mod fynboerne havde scoret 22 mål, hvilket var og er U17-ligaens bedste: det lugtede af mål i Ikast! Netop scoringer var gæsterne tæt på at skabe i første halvleg, men både U16-landsholdsspiller Lukas Talbro og topscorer Oliver Lønfeldt manglede kynisme i deres aktioner foran mål. Derfor 0-0 ved pausen. FC. Midtjylland fortsatte anden halvleg som første, nemlig med stor boldbesiddelse og kontrol over spillet. For mange fejl i det offensive spil gjorde dog, at OB var farlige på omstillinger. Efter 46 minutters spil faldt kampens første scoring endelig. Gæsternes forsvar kunne ikke få bolden clearet, og pludselig var bolden for fødderne af hjemmeholdets Mads Vang, der sparkede FCM foran. Det var ikke længe, ulvene fik lov at nyde at føringen. Blot minuttet efter Vangs føringsmål, bragte altid knivskarpe Oliver Lønfeldt nemlig balance i regnskabet, da han efter sammenspil med Nicolai Hust smadrede bolden i mål bag en chanceløs Oliver Ottesen. Med udsigten til det tredje uafgjorte resultat i streg på hjemmebane, tog fanden ved midtjyderne, der i kampens sidste tyve minutter var klart bedst. Mads Olsen scorede sejrsmålet til 2-1, hvorefter man havde store chancer for at få afgjort affæren med scoringen til 3-1. De store chancer blev dog misbrugt, og i stedet var OB tæt på at udligne for anden gang i kampen. Det hele sluttede i sidste ende 2-1, og Svend Graversens mandskab kunne juble over en flot sejr, mens Anders Skjoldemose, træner for OB U17, samtidig mente, at man burde have haft point med sig tilbage til øen:

-Alt i alt synes jeg, at vi gør en god figur på en svær bane og efter spil og chancer, burde vi have haft et point med hjem til Ådalen, siger en ærgerlig Anders Skjoldemose til ob.dk

 

Vejle 0-0 AC. Horsens
ingen mål.

Der var dømt lokalopgør i Vejle, da lillebror, traditionel set i ungdomsfodbold i hvert fald, gæstede VB-parken. Vejle kom til opgøret uden sejr siden august, men om det var manglende selvtillid der lørdag gjorde udslaget, skal være usagt. Vejle stillede i dagens anledning op med en debutant, idet træner Kim Elgaard havde fundet plads til 99’eren Frederik Kallesø imellem stængerne, hvor Rasmus Glintborg ellers plejer at regere. Hverken AC. Horsens U16-landsholdsangriber Sebastian Buch eller de øvrige gule angribere havde kvaliteterne til at få testet Kallesø i første halvleg, og samtidig var værterne ikke dygtige nok i de offensive aktioner: 0-0 ved pausen. I anden halvleg var kampbilledet uændret. De rødklædte VB’ere kunne ikke spille sig igennem den gule betondefensiv, og det blev kun til få, sporadiske målchancer. U17-landsholdsspiller Agon Mucolli forsøgte sig på frispark, men bolden ville ikke i mål, og derfor endte kampen som den startede. AC. Horsens har på det seneste vist bedre takter, og det er især via en solid defensiv at holde skal hente sine point, hvilket man virker ganske afklarede med. Vejle kan vi snildt forlange os mere af, og sidste sæsons sjetteplads kan med lidt held tangeres eller sågar forbedres.

 

Husk at læs med næste gang, når vi som altid guider dig igennem kampene fra U17-ligaen, samt hører talenternes egne udsagn og kommentarer! 

 

 

In this article