Twente-spilleren Joachim Andersen blev matchvinder for U19-landsholdet, som her til aften slog Ukraine 1-0 i Roskilde Idrætspark. Efter kampen var han tydeligt stolt over sit første landskampsmål.
På denne lune oktoberaften spillede Danmarks U19-landshold træningskamp mod 11 jævnaldrende ukrainere, og Danmark kom godt fra start, da midterforsvareren Joachim Andersen efter blot et kvarters spil hamrede et frispark i kassen.
Målscoreren glædede sig da også over det flotte mål, som er hans første i landsholdsregi.
-Det var et godt et af slagsen, så det var dejligt.
-Til tider spiller vi fint rundt, og vi har fint styr på dem. Men det bliver lidt hektisk nogle gange, fordi de kommer hurtigt i pres. Men vi fighter godt.
Teenageren har også allerede opskriften klar til næste kamp om to dage mod det selvsamme østeuropæiske mandskab.
-Vi skal have lidt mere pres på, og have lidt mere is i maven, når vi bygger op.
Sammenspillet er der dog ikke noget i vejen med.
-Uden for banen har vi supergod kemi, og det kan vi mærke på banen.
Træningskampen på lørdag i Ballerup er den sidste test, inden det går løs med de vigtige EM-kvalifikationskampe midt i november mod Albanien, Wales og Portugal.