Nicolaj Thomsen går efter sin debut for det danske A-landshold i venskabskampen mod Rumænien om en uge, hvor den unge AaB’er håber at komme til at snuse til spilletid.
Den unge AaB-profil er ifølge ham selv fuldt klar til at blive kastet for løverne på landsholdsniveau.
– Jeg håber da på en debut. Jeg vil gøre det bedste for at bevise, at jeg godt kan. Hvis jeg ikke håbede på det, er jeg nok det forkerte sted, siger Thomsen til Ritzau.
Nicolaj Thomsen er en af de spillere i landsholdstruppen, der er blevet hevet op fra U21-landsholdet. Nordjyden regner derfor ikke med at komme i spil til kampen mod Serbien på fredag, men håber derimod at komme i kamp på tirsdag mod Rumænien.
– Det er nok mere sandsynligt i kampen mod Rumænien, som er en testkamp. Her er der større muligheder for, at jeg kan blive prøvet af. Jeg håber på, at det kan blive min chance for at snuse til det.
Thomsen har en del europæisk erfaring med i bagagen. Han har nemlig spillet med AaB i Europa League, og det mener han, er en klar fordel.
– Det har været med til at rykke mit niveau. Når man kommer ud og spiller mod nogle af de bedste, der er et niveau højere, så flytter man sig også selv spillemæssigt, siger han.