FC Nordsjælland skruer op for talentarbejdet

FC Nordsjælland præsenterede fredag formiddag DHL som ny hovedsponsor. Flere sponsorindtægter får derfor Farum-klubben til at skrue op for arbejdet med klubbens talenter.

Superliga-klubben FC Nordsjælland er i forvejen en af landets største talentfabrikker. Men med den nye sponsoraftale som klubben præsenterede på et pressemøde i formiddags, kan talentarbejdet nu få endnu flere penge mellem hænderne.

– Det arbejde kan vi nu give en ekstra skrue. Vi kan hente lidt flere ind, måske betale en lidt højere pris for dem og på den måde sikre spillere af en højere kvalitet. Det giver bestemt nogle gode muligheder, siger klubejer Allan K. Pedersen til DR Sporten.

Ifølge FCN-ejeren vil flere penge til talentarbejdet dog ikke udelukke, at Farum-klubben kan hente spillere fra en høj hylde ind på førsteholdet.

– Vi har hele tiden haft råd til at være med, hvor vi vil være med. Men denne her aftale giver da det hele et lille ekstra pift.

I FC Nordsjællands seneste Superliga-kamp mod OB spillede seks spillere fra Farum-klubben, der har fået deres opvækst i FCN.

In this article