Guardiola giver nu grønt lys for et Højbjerg-skifte, hvis det er det, danskeren vil.
Der har længe figureret rygter om Pierre-Emile Højbjergs fremtid. Den blot 19-årige midtbanespiller er træt af at sidde på bænken i det sydtyske, men forlydenerne er hidtil gået på, at man fra Bayern Münchens side ikke var villig til at slippe det danske kæmpetalent.
Nu er der kommet andre boller på suppen. Guardiola er pludselig klar til at sige farvel til de spillere, som ikke længere ønsker at optræde for sidste års Champions League-vinder.
– Jeg vil have de spillere i klubben, som rent faktisk ønsker at spille her. Når en spiller ikke vil blive, må han spille for et andet hold, forklarer Bayern-træneren til RP Online.
Hvis Højbjerg vælger at skifte til vinter, behøver han ikke at lede længe efter bejlende klubber. Listen over disse er dusinlang og indeholder navne på storklubber fra England, Tyskland og Spanien. Især Hannover 96 har ofte været nævnt i forbindelse med danskeren, og muligvis er Guardiolas seneste udtalelse en døråbner for et sådant skifte.