Det nye Keepers College, Keeper Development & Coaching, holdt i dag fodboldskole for en flok af unge målmænd, som kom fra hele landet til Givskud i Midtjylland.
Klokken var kun 13:25, og næsten alle, som havde meldt sig til, var mødt op og klar til dagens begivenheder, i det lånte klasseværelse på skolen, som ligger lige ved siden af den flotte nye kunstgræsbane. Kun et par enkelte var et par minutter forsinket, men det så ikke ud til, at være noget problem for folket bag arrangementet, som ved indkørslen stod og viste de ankomne, hvor de skulle gå hen.
Man kunne tro, at stemningen ville være en smule trykket eller akavet, men sådan oplevede man det slet ikke. Der var små samtaler blandt alle i det lille lokale, og man kunne sagtens fornemme, at flere kendte hinanden fra tidligere arrangementer, til trods for, at der var deltagere fra hele landet. Dagens specielle æresgæst, Darren Hart fra Tophand Goalkeeping, står og snakker lidt med de unge trænere, som virker meget spændte på, at skulle ud og træne med de unge målmænd. Da alle har fået sat sig til rette, bliver de fremmødte kort informeret om, hvordan dagen skal foregå, der er navneopråb blandt målmændene, samt de får en kort præsentation af folkene bag.
Målmændene bliver inddelt i fire hold med farver som navne og bliver sendt til omklædning, inden de går ned på træningsbanen. Da alle er kommet ned på banen, bliver de hurtigt sendt ud i deres hold, til en af fire poster, hvor der er forskellige øvelser. Skyerne er den rigtige ”november grå” farve, som tyder mere på regn end opklaring. Der er næsten vindstille, og kulden, der føles bidende kold, ser ikke ud til at genere de unge målmænd vitterligt i starten.
Cirka en time senere er der en kort pause, hvor der er vand og frugt til deltagerne. Forældrene, som i mellemtiden har fået informationer om Keepers Development & Coaching, KD&C, kommer ned til deres børn og spørger ind til, hvordan det går. Når man er blandt forældrene, som gik op i det lille klasselokale, kan man igen sagtens fornemme, at flere kender hinanden. Når de selv får lov til at snakke, lytter de andre efter, og venter til når taleren er færdig, med at sige noget selv. Klasseværelsets stemning smittede måske lidt, da flere rakte hånden op, for at få lov til at sige noget.
Nede på træningsanlægget er det i mellemtiden blevet mørkere og kulden har for alvor sat sig fast hos flere af keeperne, som også har taget lidt ekstra tøj på, da vinden også har taget lidt til. En enkelt forælder er blevet efter pausen, for at se sit barn træne med de andre. Træningen sluttes af med to forskellige slags kampe, hvor de unge keepers er delt op i to hold, de ældste og de yngste, og skifter så øvelse på et tidspunkt. Efter det, bliver der ryddet op på banen, inden deltagerne går op i bad, for derefter at gå ind til deres forældre i klasselokalet.
Efter alt at dømme på stemningen, er keeperne godt trætte, men man fornemmer også, at det har det været en god dag, hvor man har mødt både gamle og nye ansigter. Så alt i alt en vellykket dag for det nye projekt, KD&C.