Manden bag KD&C: Det har været en fantastisk opstart

En af mændene bag Keepers Development & Coaching, Dan Petersen, har kun positive ord tilovers for projektet og deres første målmandsskole.

Keeper Development & Coaching, KD&C, er grundlagt i november. KD&C er kort fortalt et projekt, som vil lave målmandsskoler og camps over hele landet, for unge målmænd og dermed sætte fokus på den ”glemte” mand på banen.

D’ BOLD fangede en af hjernerne bag projektet, Dan Petersen, i lørdags til den første målmandsskole, der foregik i Givskud, som fortalte lidt om formålet med hele arrangementet.

– Formålet med arrangementet er, at vi får startet en ny målmandsskole op, som hedder Keepers Development & Coaching, for at højne kvaliteten blandt målmænd både lige fra bredde til semi-elite til elite. Så det her er ligesom den første opstart, for at se hvordan og hvorledes det hele hænger sammen, og det har været en fantastisk opstart, fortæller Headcoach, Dan Petersen, til dbold.dk.

Til dagens program var der inviteret en masse unge målmænd og deres forældre. KD&C er et nyt projekt, der skal overgå det tidligere Keeper College, som derfor er lukket ned. Og Dan Petersen håbede, at keeperne ville få en del ud af det sociale miljø på dagen.

– Jeg tror de får en masse med i dag på det sociale, en glæde ved at se hinanden, da de fleste kender hinanden fra tidligere. Og så håber jeg på, at de får det med, at der stadigvæk er nogle, som holder af dem. Og at der er nogle, der gerne vil dem det godt, rent træningsmæssigt, fortæller Dan Petersen.

Han forventer selv, at projektet kan være med til at sætte en standard for målmandstræning, blandt andet i de små lokale klubber rundt om i Danmark.

– Jeg forventer, at vi er med til at kunne sætte standarden for målmandstræning fremover, og kan hjælpe både med sådan nogle arrangementer som det her, men også ude i klubberne, hvor der vitterligt er mangel på både gode målmandstrænere, men også på det fokus, som er på målmanden i det hele taget. For han/hun er blevet glemt, siger KD&C stifteren.

En af de unge trænere, som også er en del af KD&C, Rasmus Helsing, har også store forventninger til projektet.

– Jeg forventer, at vi kan blive en etableret del af det, at være målmandscamp i Danmark. Men jeg forventer også at vi kan have det sjovt, fortæller Rasmus Helsing til D’ BOLD.

Projektet havde taget brug af udenlandsk hjælp, da Darren Hart fra Tophand Goalkeeping i England, var blevet hentet til Danmark i forbindelse med lørdagens målmandsskole. Dan Petersen håber, at kunne få noget ud af samarbejdet, men helst ikke for meget via træningsdelen.

– Vi bruger Darren, og vi kommer nok også til at bruge andre, og som jeg lige har fortalt forældrene, så ønsker vi at give keeperne nogle muligheder for at se, hvordan kan man egentlig også stå på mål. Men som jeg også sagde til forældrene, så er jeg ikke enig i den engelske målmandsfilosofi. Vi træner ud fra de danske principper. Men det er en meget god måde at se, på hvordan kan andre træne. Og så kan de tage det, som de synes er godt, med fra det engelske, forhåbentlig ikke for meget, men så i hvert fald kombinere det, med det de får ind af os, afslutter Dan Petersen.

In this article