Talenttid 06-11-2014 – U17-ligaen – Nådesløse Nordsjælland, tophold i modvind og sjællandsk remis

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

Kilde:dbu.dk
Kilde:dbu.dk

Med kampe i hele november måned, går talenterne fra U17-ligaen en hård tid i møde. En tid, der kan blive altafgørende for sæsonens videre forløb. Således blev november måned i weekenden skudt i gang med et festfyrværkeri, og med ikke færre end 28 mål i syv kampe, er der nok at tage fat på! Læs med:

 

FC. Nordsjælland 3-2 OB
0-1 Rasmus Thomsen (8.), 1-1 Niklas Toft Kristiansen (19.), 2-1 Jakob Johansson (31.), 2-2 Oliver Lønfeldt (60.), 3-2 Nicklas Strunck Jacobsen (71.).

Det var med to vidt forskellige udgangspunkter, at FC. Nordsjælland og OB entrerede kunstgræsset på Farum Park. Gæsterne kom til opgøret med fire nederlag på stribe, mens tigrene med en sejr ville vinde for syvende kamp i streg. Var selvtillid en faktor? Det virkede sådan. Hjemmeholdet kom bedst fra start, og spilleglæden lyste ud af de rødklædte spillere. Det lykkedes talenterne fra det nordsjællandske at skabe massevis af chancer, så derfor kom det som et chok for mange – nok også FC. Nordsjælland-spillerne selv – at det var OB, som scorede kampens første mål. Hurtigt kom hjemmeholdet sig over chokket, og fik genetableret et hidsigt pres mod Oliver Christensens mål. I det 18. minut blev en chance omsat til mål, da Nicklas Toft Kristensen bragte balance i regnskabet. Der skulle kun gå godt ti minutter, før gæsternes føring var vendt om til et truende nederlag. FC. Nordsjælland-topscorer Jakob Johansson havde sidste fod på, og så stod der pludselig 2-1. Anden halvleg fortsatte med FCN i teten, mens gæsterne tydeligvis vidste, at skulle man komme til chancer, skulle det foregå på omstillinger. Det var efter lige netop en omstilling, at gæsternes største profil, U17-landsholdsspiller Oliver Lønfeldt, efter en times havde held til at score, da han afdriblede både forsvarsspiller og målmand, inden han altså sendte kuglen i kassen. 2-2 var dog ikke et optimalt resultat for hjemmeholdet, der ivrigt fortsatte jagten på endnu en scoring og den syvende sejr på stribe. Med ti minutter tilbage af kampen, faldt den forløsende scoring for hjemmeholdets rødklædte talenter. Efter et par dueller i feltet kom Nicklas Strunk Jacobsen fri til skud. Skuddet blev rettet af – en glidende OB’er fik foden på – og afslutningen snød Oliver Christensen i målet – 3-2! FC. Nordsjælland fortsætter med at imponere, mens femte nederlag er en realitet for OB.

Se målene fra kampen her!

 

FC. Midtjylland 1-2 FC. København 
1-0 Nikolaj Kirk (20.), 1-1 Mani A. Hilmarsson (30.), 2-1 Nicklas Jespersen (80+.).

Rækkens bedste offensiv tilhører holdet, der samtidig har den værste defensiv. FC. Midtjyllands kampe er aldrig kedelige, og det var opgøret mod FC. København lørdag heller ikke. Bedst fra start kom ulvene, noget der midtvejs i første halvleg også kom til syne på måltavlen. 1-0 scoringen stod U17-landsholdsspiller Nikolaj Kirk for, da han i en FCM-omstilling snød to unge løver for derefter at smadre bolden i mål. Starten af kampen forløb præcis på den måde, værternes træner Svend Graversen kunne have ønsket sig. Hjemmeholdet dominerede kampen, og det så ud til, at kunstgræsunderlaget bekom jyderne bedst. Derfor var det en smule ufortjent, hvis det da overhovedet findes i fodbold, at FCK efter en halv times spil udlignede. Manden bag målet var selvfølgelig løvernes topscorer, Mani A. Hilmarsson, der med sit ottende sæsonmål fik slået en fed streg under, at han er en mand for fremtiden. Også i anden halvleg havde FC. Midtjylland overtaget. Eller, det havde de i hvert fald i starten, for som kampen skred frem, åd de sultne københavnske løver sig ind i opgøret. Stilen var fra hovedstadsdrengenes side nu mere fysisk præget, en brutalitet de unge, urutinerede FC. Midtjylland-talenter ikke kunne håndtere. Længe lignede det, at begge hold skulle spises af med det ene point, men i kampens overtid var det så alligevel gæsterne, der udnyttede en af mange målchancer og løb med sejren. Efter et flot indlæg fra højrebacken Sebastian Frederiksen, vandt Nicklas Jespersen en duel i feltet mod Midtjyllands trætte forsvar, og derefter var det en smal sag for angriberen at afgøre kampen til sit holds fordel. Nederlaget irriterede selvfølgelig hjemmeholdets træner Svend Graversen, og træneren erkendte da også, at midtjyderne ikke har heldet mig sig for tiden:

-Lige nu er det lidt stolpe ud for os. Vi giver den en skalle til træningen i den kommende uge, og så er det op på hesten igen, lyder det fra træneren til fcm.dk

Se højdepunkterne fra kampen her!

 

Randers 1-2 Lyngby
0-1 Jens Odgaard (24.), 1-1 Emil Riis (74.), 1-2 Jens Odgaard (76.).

Der er efter et sæt flotte bronzemedaljer i fjor store forventninger til Randers. Kronjyderne er dog i skrivende stund at finde på U17-ligaens næstsidsteplads, og vi skal her på redaktionen være de første til at erkende, at holdet har skuffet os fælt i denne sæson. Således kom Mads Lyngs tropper til kampen med blot ét point for de sidste fem kampe. Et point man hentede i sidste weekends 2-2 kamp mod bundproppen AC. Horsens. Heldigvis for Randers, var man oppe mod en modstander i lige så stor formkrise.  Drengene fra københavnerforstaden er efter en fremragende start gået fuldstændig i stå, så der var altså chancer for oprejsning for begge mandskaber. På den mudrede græsbane startede kampen med gæsterne i teten. Succeskriteriet for sjællænderne var at være mest på bolden, det lykkedes, men for mange boldtab resulterede i Randers-chancer efter lynhurtige, farlige omstillinger. En individuel præstation skulle der til, for at åbne scoringen for de kongeblå. U16-landsholdsangriber Jens Odgaard havde den fornødne X-faktor, spadserede ind i banen, spillede bande med en medspiller og sparkede bolden op i hjørnet – 0-1. Efter pausen forsøgte værterne at sende sine to fysisk stærke angribere, Macus Mølvadgaard og Emil Riis i dybden, men Marcus Backmann og Magnus Westergaard i Lyngbys forsvar spillede en god kamp, og afværgede de mange høje bolde. Det lignede længe en 0-1-sejr til gæsterne, men i slutminutterne eksploderede kampen. Et længerevarende Randers-pres gav pote, da måltyven Emil Riis med seks minutter igen udlignede til 1-1. En pointdeling blev det dog ikke til, det ville udeholdets topscorer, Jens Odgaard, ikke gå med til, og med tre minutter tilbage på stadionuret afgjorde angriberen kampen med scoringen til 1-2! En følelsesmæssig rutsjebanetur sluttede altså med en sejr til Lyngby, der nu igen har kontakt med topholdene, mens Randers skuffede igen.

 

Vejle 2-2 Esbjerg
1-0 Sebastian Bruhn (8.), 2-0 Sebastian Bruhn (16.), 2-1 Anders Dreyer (59.), 2-2 Lasse Sørensen (77.).

Det var fra kampens start ikke til at se, at det var vestjyderne fra Esbjerg, som havde en topplacering at forsvare. Formstærke Vejle var bedst i kampens start, hvor Ruben Pedersen og de øvrige VB’ere gjorde lige hvad der passede dem. Efter otte minutter kom hjemmeholdet foran, da Sebastian Bruhn udnyttede en friløber og prikkede bolden forbi den fremadstormende Esbjerg-målmand, Andreas Pedersen. Topholdet var i kampens indledning en skygge af sig selv. Ondt skulle hurtigt blive endnu værre for vestjyderne, da angriberen Bruhn endnu engang fik nettet til at blafre, og endnu engang faldt scoringen efter en friløber. Nede med 2-0 skulle man tro, at hjemmeholdet ville forsøge at trække sig tilbage, og overlade initiativet til gæsterne, men det blev ikke tilfældet. I stedet jagtede Vejle målet til 3-0, og det var flere gange ved at indtræffe. I anden halvleg fortsatte hjemmeholdet med at producere de største chancer. Her kan nævnes Agon Mucollis forsøg på overlæggeren, men også en situation hvor fire Vejle-spillere var alene med én sølle Esbjerg-forsvarsspiller, men østjyderne formåede ikke at udnyttede den gunstige mulighed. Efter en times tid ændrede kampen fuldstændig karakter. Udeholdets U17-landsholdsspiller, Anders Dreyer, kom flot igennem i venstre side, inden værternes Søren Mortensen nedlagde den rapfodede offensivspiller – straffespark til Esbjerg! Et spark Dreyer selv tog sig af, og ganske sikkert reducerede han til 2-1. Mål ændrer fodboldkampe, sådan siger eksperterne på TV, og det kan der være noget om, for efter Dreyers reducering var Esbjerg pludselig i teten. Det var derfor langt fra ufortjent, at den talentfulde 99’er Lasse Sørensen med tre minutter tilbage af en chancerig kamp kunne udligne til 2-2. Sørensen blev ikke fundet god nok til U16-landsholdet, men den lyshårede kreatørs scoring var indiskutabelt pure landsholdsklasse! Esbjerg kunne endda have løbet med alle tre point, men det forblev ved de 2-2 i Vejle.

Se Sebastian Bruhns angribermål, Vejles mange brændte chancer og Lasse Sørensens perle her!

 

Silkeborg 4-2 AC Horsens
1-0 Kristian Skovbjerg (16.), 1-1 Mads Emil Madsen (24.), 2-1 Nicklas Røjkjær (31.), 3-1 Nicklas Røjkjær (53.), 4-1 Nicklas Røjkjær (57.), 4-2 Kristian Skovbjerg (64.).

Som forventet har debutanten i ligaregi, AC Horsens, haft svært ved at integrere sig i den stærke U17-liga. Således havde Kim Øyans tropper inden udekampen mod Silkeborg blot skrabet fem point sammen på ni kampe, og var placeret på rækkens sidsteplads. Anderledes godt går det Silkeborg, der trods enkelte bump på vejen, har spillet en fin sæson. De rødklædte startede dog kampen sløvt, og kom efter 16 minutter også bagud. Scoringen blev en øjenåbner for værterne, der ikke ville indfinde sig med, at være nede 0-1. Efter 24 minutter blev det 1-1 ved midtbanetalentet Mads Emil Madsen, der i år har fået et mindre gennembrud på Silkeborgs midtbane. Holdets største profil er dog U17-landsholdsangriberen Nicklas Røjkjær, og han kunne i det 31. minut bringe sit hold foran, da han på fornemmeste vis sparkede et frispark i kassen. I anden halvleg fortsatte SIF’erne dominansen, og på 13 minutter lukkede talenterne fra Søhøjlandet kampen. Begge mål stod Nicklas Røjkjær for, og det sidste faldt, da angriberen fuldendte sit hattrick med endnu et frisparksmål. Seks minutter før lukketid lykkedes det horsensianerne at pynte på resultatet, men uden betydning: AC Horsens måtte endnu engang forlade banen uden point, mens Silkeborg begynder at vise sig som det hold, som vi husker, tog hele U17-ligaen med storm i sidste sæson. De rødklædtes træner, Anders Veller, mente da også, at sejren var fuld fortjent:

-Vi var bedst i dag, og særligt efter pausen havde vi nogle gode perioder med fin sammenhæng både offensivt og defensivt. Det var godt at se, drengene vandt en kamp, hvor vi var favoritter, siger Veller til silkeborgif.com

 

AGF 2-3 AaB
1-0 Benjamin Hvidt (2.), 1-1 Marco Ramkilde (5.), 2-1 Yones Diab (60.), 2-2 Wessam Abou Ali (61.), 2-3 Mads Stefansen (75.).

Efter en vaklende start på efterårssæsonen har det nordjyske fodboldflagskib AaB fået vind i sejlene, og levet op til de store forventninger, der er til sidste sæsons sølvvindere. De bolsjestribede kom med en frisk 2-0-sejr over OB i bagagen, men også modstanderen fra AGF havde grund til optimisme inden opgøret: århusianerne havde ikke tabt i næsten en måned. Dommeren havde knap fløjtet kampen i gang, før Nicolaj Jørgensen i gæsternes mål hentede bolden ud af netmaskerne for første gang. Hjemmeholdets Benjamin Hvidt gjorde det med sit andet sæsonmål til 1-0, en føring, der dog ikke holdt længe. For i kampens femte spilminut bragte gæsternes U17-landsholdsspiller Marco Ramkilde balance i regnskabet. Et mål, der blev startskuddet til et AaB-overtag i resten af første halvleg. Når man ikke scorer i sine gode perioder, så gør modstanderen det, og dét var eksakt hvad AGF gjorde midtvejs i anden halvleg, hvor talentfulde Yones Diab scorede på straffespark. Igen ville udeholdet ikke acceptere at være bagud, og blot halvandet minut senere var alt lige igen. Længe troede de fremmødte tilskuere, at de skulle overvære en pointdeling, men en præstation, der duftede af landsholdsklasse, afgjorde kampen. Gæsternes U16-landsholdsangriber Mads Stefansen smadrede med fem minutter tilbage på stadionuret bolden på stolpen, til i første omgang stor ærgrelse for udeholdets spillere. Til AaB’s store held ramte bolden AGF-målmand Tobias Nielsen i ryggen, og så kunne hjemmeholdets spillere kun kigge til, mens bolden langsomt, ganske langsomt, trillede ind over stregen. Dermed en sejr og tre point til AaB, mens ‘de hvie’ fra Fredensvang roder rundt i bunden af rækken.

 

HB. Køge 1-1 Brøndby
1-0 Oliver Lassen (20.), 1-1 Oscar Carrara (74.).

HB. Køge har imponeret os i denne sæson, hvor man ikke bare forsvarer sig godt, men også spiller attraktiv og positiv fodbold. Denne opskrift var i sidste weekend ualmindelig tæt på at kaste en udesejr over FCK af sig, men løverne udlignede i sidste minut. Lørdag var modstanderen formstærke Brøndby, der gik til kampen med tre sejre på stribe og en derfor en stor portion selvtillid. Det er før set, at lillebror kan drille storebror, og det var overraskende nok også tilfældet lørdag, hvor HB. Køge i store perioder af kampen spillede fint med. I begyndelsen af kampen lykkedes svanernes mission med at presse og stresse Brøndby, så de blågules ellers så flotte pasningsspil blev ødelagt. Ødelagt blev også de to runde 0-taller på måltavlen, da Oliver Lassen efter tyve minutter headede hjemmeholdet på 1-0! For anden spillederunde i streg havde Køge bragt sig foran mod et større sjællandsk hold, men også for anden gang i streg, måtte man tage ti takke med et point. For selvom værterne også i anden halvleg havde store ære af kampen, lykkedes det Brøndby via hårdt arbejde og viljestyrke at udligne. Gæsternes Oscar Carrara scorede for anden weekend i streg, og det med blot fem minutter igen. Endnu engang glippede tre point i de døende minutter for køgegenserne  Holdets træner, Steen Knudsen, formåede dog at glæde sig over det ene point:

-Det er naturligvis fint at få 1 point på kontoen i en kamp mod et godt hold, hvor vi skal arbejde så hårdt som vi gjorde i dag, siger Steen Knudsen til hbkoge.dk

 

Husk at læs med igen næste gang, når vi som altid guider dig igennem talenternes kamp for succes!

In this article