Talenttid – 12-11-2014 – U17-ligaen – Løverne besejrede tigerne, Esbjerg tilbage på sejrskurs og Silkeborg med udebanekompleks

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

Stillingen efter denne spillerunde af U17-ligaen (kilde:dbu.dk)
Stillingen efter denne spillerunde af U17-ligaen (kilde:dbu.dk)

Efter godt ti spillerunder kan vi nu for første gang tillade os, at drage små konklusioner på U17-ligaens forskellige tendenser..

Flere af holdene scorer mange mål, men lukker også mange mål ind bagude. Flere af holdene er stærkt afhængige af én enkelt spiller, hvilket ses på topscorerlisten, hvor de øverste fem spillere alle har scoret ti sæsonmål eller flere. Flere af holdene som vi inden sæsonen havde store forventninger til, har skuffet, men til gengæld har topholdene FC. Nordsjælland og Esbjerg overrasket D’ BOLD’s skribent særdeles positivt:

 

Esbjerg 4-1 Randers
0-1 Emil Riis (2.), 1-1 Anders Dreyer (10.), 2-1 Anders Dreyer (38.), 3-1 Mads Gadgaard (55.), 4-1 Lasse Sørensen (58.).

”Bud på placering i denne sæson: 2”.  Sådan gættede D’ BOLD’s Talenttids ansvarlige Randers’ placering, da han inden sæsonen lavede optakt til U17-ligaen. Meget er gået galt i Kronjylland, og hestene gik til opgøret med blot et point i holdets seneste seks kampe, hvilket medførte, at man kunne finde sig selv på rækkens 13. plads. Topholdet fra Esbjerg jagtede efter et par uafgjorte kampe atter en sejr, men ikke meget tydede efter kampens første par minutter på, at den skulle komme i hus lørdag eftermiddag. Der var nemlig ikke spillet mere end to minutter, da Randers-topscorer Emil Riis (hvem ellers) scorede på straffespark. Inden opgøret havde der været lyn- og torden-vejr i luften over Esbjergs kunstgræsbane – måske en forvarsel på et EfB-nederlag? Noget kunne tyde på det, for værterne var chokerede over den tidlige Riis-scoring, og tillod store chancer til udeholdet i de efterfølgende minutter, hvor træværket bag de stribedes keeper, Andreas Pedersen stod i vejen for et flot skud fra U17-landsholdets Behrem Rizvic. Efter en håndfuld horrible startminutter vågnede vestjyderne og topholdets topscorer Anders Dreyer endelig op til dåd. Martin Egelund gjorde forarbejdet, inden Dreyer smadrede bolden i nettet til 1-1. Anders Dreyer har været den helt store oplevelse for Esbjerg i indeværende sæson, og efter 38 minutter bragte venstrebensspilleren så sit hold i front. I pausen følte Randers-træner, Mads Lyng, at hans hold havde chancen for at vinde kampen. Det blev langt fra tilfældet, for selvom hestene fra anden halvlegs start fightede ihærdigt videre, gik pusten af ballonen, og med yderligere to scoringer afgjorde topholdet sagerne. Målet til 3-1 blev scoret af Mads Gadgaard, mens det blev 4-1 ved den tidligere landsholdsaktuelle offensivspiller, 99’eren Lasse Sørensen. Begge scoringer i øvrigt assisteret af Frederik Varming. Som følge af de resterende resultater i weekenden, er Randers nu sidst i U17-ligaen. Holdets træner Mads S. Lyng sporer dog fremgang hos sit unge mandskab:

-Idag var endnu et skridt i den rigtige retning og med fortsat hårdt og koncentreret arbejde på træningsbanen så vil vi få point på kontoen snart, er ordene fra træneren til randersfreja.dk

 

AaB 0-1 Vejle
0-1 Christian Kold (74.).

To formstærke mandskaber krydsede lørdag klinger, da Vejle, frisk fra en flot kamp mod topholdet fra Esbjerg, der dog ikke resulterede i andet end 2-2, var taget et smut til Nordjyllands hovedstad. Her ventede en flok sultne bolsjestribede talenter, anført af U-landsholdsduoen Mads Stefansen og Marco Ramkilde, der tilsammen har nettet 12 gange i sæsonen. Kampen blev ligesom de fleste andre i denne spillerunde afviklet på kunstgræs, og det var østjyderne der startede bedst. Christian Kudsk kunne efter et kvarters spil have bragt gæsterne i front, men fløjspilleren måtte se sit forsøg tage overlæggeren. Også AaB havde et par farlige forsøg i kampens første fyrre minutter, men mere blev det ikke til, og så gik de to hold målløse i omklædningsrummet. Efter pausen var Vejle opsatte på at vinde opgøret, mens hjemmeholdet spillede fornuftigt, men manglende den vanlige indstilling til tingene. Længe så det ud til, at opgøret skulle ende uden scoringer, men i kampens afgørende fase, skete der ting og sager. Først slap U17-landsholdsangriber Marco Ramkilde fri af gæsternes forsvar, og kun en efterfølgende fantastisk forsvarsaktion fra Jamal Barzarga forhindrede værterne i at score. Den ellers længe så sikre pointdeling endte alligevel ud i tre point. Vejles Christian Kold afgjorde kampen, da han med seks minutter igen kronede en god indsats ved at drible sig vej til en fri position foran målet, for derefter at sparke kuglen i kassen. Målet tvang hjemmeholdet ud i en stor offensiv satsning, som var lige ved at kaste et point af sig. Desværre for de boljsestribede var Mads Stefansen ikke helt skarp, da han fik en chance i de døende sekunder, så det hele endte med en lidt overraskende udesejr til Vejle. Holdet fra trekantsområdet viser vejen for førsteholdet i klubben, og pilen peger kun en vej: opad! AaB derimod, viste de første svaghedstegn.

 

Lyngby 3-0 Silkeborg
1-0 Gustav Marussen (42.), 2-0 Lorent Callaku (66.), Jens Odgaard (68.).

For et par uger siden hev D’ BOLD fat i Silkeborgs landsholdsaktuelle målmand Oscar Hedvall til en snak om, hvad der kunne forklare holdets ustabile præstationer. Hedvall pegede dengang på de lange busture til udebanekampene som en mulig årsag på problemet. Lørdag stod så en mere end tre timers lang bustur på programmet, da Silkeborgs U17-hold gæstede Lyngby. De kongeblå fra forstaden har i perioder vist spil, der for en stund gjorde holdet til guldfavorit i ligaen. Nu er både D’ BOLD’s skribent og Lyngby-holdet faldet en smule til ro, men der er stadig ingen tvivl om, at sjællænderne har et forrygende fodboldhold. Derfor var det heller ingen overraskelse, at det var hjemmeholdet, som startede kampen bedst. Med opskruet tempo i spillet og kreative løsninger var et ellers fraværsramt Lyngby-hold det dominerende, mens Silkeborg halsede bagefter. Ret skal være ret: gæsterne kom som første halvleg skred frem bedre med i kampen, dog uden at skabe store målchancer. Det samme gjaldt værterne, så 0-0 ved pausen. Knap havde holdene byttet halvdel, før kampens første scoring faldt. Mark Petersen fandt angriber Gustav Marcussen, der med en flot finish påbegyndte et festfyrværkeri af gode mål. Lorent Callaku ville også lege med, og i 66. minut lavede midtbanemanden en kasse af de bedre, da han smadrede kuglen op i krydset. To minutter senere blot kampen definitivt lukket, og hvem andre end Lyngby-topscorer Jens Odgaard var manden bag målet? U16-landsholdsangriberen sparkede efter en god aktion fra Oliver Kjærgaard bolden op i toppen af målet, og efterlod Oscar Hedvall chanceløs i Silkeborg-buret. Målet blev kampens sidste, og selvom Silkeborg i anden halvleg viste mandsmod og aggressivitet via et højt pres på modstanderens halvdel, er det chokerende, at man for tredje gang ud af fire mulige taber på sjællandsk græs. Et udebanekompleks, eller rettere sagt, sjællandsk kompleks er svært at komme udenom.

 

AC. Horsens 1-0 HB. Køge
1-0 Kristian Skovbjerg (første halvleg).

Der var dømt bundbrag for alle pengene, da rækkens sidsteplads tog imod rækkens 12. plads fra HB. Køge. Svanerne havde inden kampen stadig deres første sejr på udebane til gode, men med to opløftende uafgjorte resultater mod FC. København og Brøndby, var svanerne på ingen måder blottet for selvtillid – snarere tværtimod. Lørdagens modstander fra AC. Horsens har efter en problematisk start bidt fra sig, hvor især holdets måske største profil, Kristian Skovbjerg har været symbolet på horsensianernes succes. Skovbjerg og Horsens startede dog kampen noget usikkert. Gæsterne pressede fra begyndelsen på, og skabte den ene chance efter den anden, men Elias Sørensen og de resterende unge svaner manglede kynismen foran kassen. Det kan ikke siges om Kristian Skovbjerg, der i slutningen af første halvleg på et af hjemmeholdets første chancer i opgøret scorede til 1-0. Det er svært at forestille sig AC. Horsens U17 uden Skovbjerg på holdkortet. Den målfarlige angriber har stået for seks af de gules ti scoringer i denne sæson. Men nok om det, for gæsterne var fortsæt bedst, og fortsætte ufortrødent den chanceskabende spillestil. Anden halvleg fortsatte til svanernes store frygt i samme spor som første – bolden ville bare ikke ind, og så sluttede det med en hjemmesejr på 1-0. En flok trætte AC. Horsens spillere brød efter kampen ud i stor jubel: sæsonens anden sejr var en realitet, hvilket betyder, at den nytilkomne klub for første gang rykker væk fra ligaens sidsteplads. Den er der nemlig stor chance for at HB. Køge kommer til at indtage, for sådan går det, når man ikke formår at få mere end to point ud af de sidste tre kampe, hvor spillet ellers har været til minimum to sejre. Køges træner, Steen Knudsen var efter kampen en voldsomt utilfreds herre:

– Det er ganske enkelt ikke godt nok, at vi ikke formår at score på bare nogle af de store chancer vi har i denne kamp. Desuden noterer vi os, at nogle spillere skal lære at bevare fokus gennem hele kampen, også efter at man føler sig bortdømt, er ordene fra bitre Steen Knudsen til hbkoge.dk

 

Brøndby 1-2 FC. Midtjylland
0-1 Nikolaj Kirk (20.), 1-1 Karl Dinnes Appelt (35.), 1-2 Mads Vang (60.).

Nikolaj Kirk, sådan lyder navnet på FC. Midtjylland og danske fodbold nyeste stjerneskud. U17-landsholdsspilleren blev før, under og efter kampen mandsopdækket af TV2, der i forbindelse med den unge midtbanemands prøvetræning i Bayern München lavede et indslag. Hvad TV2 Sporten formegentligt ikke vidste, var, at FC. Midtjyllands kampe som regel er ualmindeligt målrige og dramatiske. Desværre for ulvene indkasserer man i snit 3,1 mål pr. kamp, og med to nederlag i bagagen var der ikke meget der tydede på en sejr lørdag. Oven i det hed lørdagens modstander Brøndby, og de blågule gik ind til kampen uden nederlag i holdets seneste fire kampe, ligesom at midtjyderne måtte undvære holdet topscorer, Mikael Anderson. På trods af de ringe betingelser startede gæsterne kampen bedst, hvor holdets offensive spillere kom frem til fine chancer. Efter godt tyve minutter blev det også til 0-1, da midtbanespiller Mikkel Jakobsen blev fældet – straffespark. Nikolaj Kirk skulle sparke, og det gjorde han – for en 16-årig forfulgt af et kamera ganske glimrende – 0-1! Efter målet gik gæsterne lidt i stå, og Brøndby overtog nu mere og mere kampen. Efter et hjørnespark kunne U16-landsholdsspiller Karl Dinnes Appelt udligne. Et godt afsæt for midtbanespilleren, der i disse dage deltager i U16-landsholdets kampe mod Ukraine. Hjemmeholdet fortsatte efter pausen dominansen og det lignede på ny et udebanenederlag for Svend Graversens mandskab. Forsvarsspillet var dog en anelse bedre end normalt, og via solide præstationer i anden halvleg af Nicolaj Damkjær og Mads Friis i de bagerste geledder, lykkedes det gæsterne at afværge et Brøndby-stormløb. I stedet kom de sortklædte tilbage i kampen, og pressede i midten af anden halvleg på efter en scoring. Den kom, da Mads Vang efter en time på elegant vis chippede bolden over værternes målmand. Nu jagtede hjemmeholdet mere end nogensinde før en scoring, men kun en enkelt gang brændte det på foran Oliver Ottesen i FCM-buret. Det hele sluttede med en udesejr til FC. Midtjylland, der altså blev holdet til at ende Brøndbys stime af ubesejrede kampe.

 

FC. København 2-1 FC. Nordsjælland
0-1 Jakob Johansson (50.), 1-1 Emil Krogh (55.), 2-1 Sidney Appu (70.).

Så gik den ikke længere! Efter syv sejre på stribe tabte de nordsjællandske tigre fredag til hovedstadens løver. Vi har lært navne som Jakob Johansson, Martin Frese, Daniel Skov og Nicklas Toft Kristensen at kende, og flere af topholdets spillere har også optrådt på ugens hold. Men de teknisk stærke talenter kom til kort overfor FC. Københavns velorganiserede defensiv, selvom det startede godt for gæsterne. Jakob Johansson, 12-målsskytten, fik ethvert fodboldhjerte til at banke, da han på selve baglinjen snød en FCK-forsvarer, for derefter fra en vinkel af nul grader at smadre bolden op i nettaget. Målet fortjener stor anderkendelse og en masse views på Youtube! Det samme gør kampens næste mål, som faldt direkte på frispark. FC. Københavns Emil Krogh tog sig aldeles god tid om sparket, ligesom FC. Nordsjælland-træner Kasper Kurland var meget opmærksom på, at muren var rigtigt opstillet. Kurland, Krogh og de resterende fremmødte på denne råkolde novemberaften, kunne dog ikke andet end at klappe i hænderne over det flotte frisparksmål, som blev krøllet helt op i hjørnet. Udligningen slog dog ikke det gæstende tophold ud – man fortsatte med at producere de største chancer, mens værterne ventede tålmodigt på at sende deres hurtige spillere afsted i en omstilling. Det blev netop en omstilling, der afgjorde kampen. En håbløs clearing fra gæsternes side resulterede i, at bolden havnede for fødderne af Mani A. Hilmarsson, som var trukket tilbage i banen. Den målfarlige angriber viste et glimrende overblik, og med en fornem ydersideaflevering sendte han Sidney Appu i dybden. Midtbanespilleren Appu forsømte ikke chancen, og med en iskold afslutning sendte han alle tre point til hovedstaden. Nederlaget betyder for FC. Nordsjælland, at Esbjerg overtager rækkens førsteplads, som tigrene ellers har indtaget det seneste stykke tid. FC. København fortsætter med at imponere, og med sejren blander københavnerne sig i toppen.

Se Jakob Johanssons fremragende scoring, Emil Kroghs sublime frispark og alle kampens højdepunkter her!

 

OB 2-3 AGF
0-1 Yones Diab (7.), 1-1 Simon Basler (14.), 1-2 Gabana Topenay (21.), 2-2 Rasmus Thomsen (56.), 2-3 Mathias ‘Marvin’ Laursen (slutminutterne..).      

Et purungt AGF-mandskab var i lørdags på besøg i den fynske ådal, hvor voldsomt formsvage OB var på menuen. Med fem nederlag på stribe var det ikke ligefrem selvtillid, at OB-træner Anders Skjoldemoses tropper bugnede af til kampen. Kampen startede med en scoring fra en spiller, der i sidste uge var at finde på rundens hold. Fløjspiller Yones Diab gjorde det til 1-0 i en situation, hvor hjemmeholdets spillere stod som forstenede. Forstenet var værternes angriber Simon Basler dog langt fra syv minutter senere, da han efter en dødbold kunne bringe balance i regnskabet. Det var som om, at AGF scorede når de havde lyst, for umiddelbart efter Baslers mål, var den gal igen bag Oliver Christensen i OB-buret. Et frispark fik lov at passere, og så kom en storspillende Gabana Topenay på måltavlen for jyderne. Fra anden halvlegs start pressede øboerne godt på. Hjemmeholdets Rasmus Thomsen kom for anden uge i streg på måltavlen, efter at han for fjerde gang forsøgte sig med en afslutning mod mål. Kampens sidste tyve minutter havde værterne mest andel af, men det blev aldrig rigtigt farligt. Det gjorde det til gengæld i modsatte ende, hvor sårbarheden ved hjemmeholdets 3-5-2-system viste sig at være stor. På en omstilling afgjorde ’de hvies’ største talent, Martin ’Marvin’ Laursen kampen, og så kunne AGF rejse tilbage til Jyllands hovedstad med alle tre point. Nederlaget lørdag var fynboernes sjette på stribe – det ser skidt ud. OB-træner Anders Skjoldemose er naturligvis klar over situationens alvor, men mener alligevel, at hans hold gør mange ting rigtigt:

– Vi gør igen rigtig mange ting rigtigt, men vi må sige, at vi skal forsvare os bedre. Det kan lyde gammeldags med teamspirit og sammenhold, men vi vil gerne have spillere i OB, der går forrest og virkelig kæmper for holdet, og det synes jeg egentligt, at vi lever godt op til, afslutter træneren ovenpå de mange nederlag til ob.dk

 

Husk at læs med igen i næste uge, når vi guider dig igennem kampene fra den landsdækkende U17-liga!

In this article