I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!
U19-ligaen vrimler med stjernefrø og kommende Superligaprofiler. I de forgangne uger U19-ligaens bedste spillere debuteret i DBU-pokalen, hvor flere af Superligaholdene har mødt lavere rangerende hold, hvilket har givet de unge spillere chancen..
Det er dog ikke kun i DBU-pokalen at U19-spillerne gør sig, men også i selve Superligaen, hvor det bedste eksempel er Silkeborgs Robert Skov, mens også Mikkel Kallesø har fundet indhop i Randers og Marcus Ingvartsen i FC. Nordsjælland.
FC. Nordsjælland 5-0 FC. København
1-0 Mathias Hebo (12.), 2-0 Souheib Dhaflaoui (31.), 3-0 Adnan Mohammed (62.), 4-0 Sander Henriksen (75.), 5-0 Souheib Dhaflaoui (75.).
AV! Den sjællandske duel mellem FC. København og FC. Nordsjælland endte med en afklapsning til FC. Københavns unge løver, der kampen igennem mere fremstod som en flok tamme, ugidelige katte. De hvide fra hovedstaden kom til kampen med to nederlag i holdets seneste to kampe, mens FC. Nordsjælland var stærkt kørende og kæmpede med i rækkens absolutte top. Klubben fra Farum er nytænkende, positive og yderst ambitiøse når det kommer til talentudvikling, og U19-spillerne, der normalt træner og spiller på kunstgræs, hører til blandt liagens bedste teknikkere. Paradoksalt for kampens resultat var det gæsterne, der havde kampens første chancer. Det blev da kun til halve chancer, og FC. Nordsjællands dominans skulle inden længe kaste den første scoring af sig. Der var nemlig blot spillet 12 minutter, før Mathias Hebo, som allerede har fået sin debut for superligaholdet, scorede til 1-0. Målet faldt desuden efter en flot indøvet frisparkskombination. 2-0 blev det også i første halvleg ved et mål, som virkelig karakteriserer nordsjællændernes flotte pasningsfodbold. Efter adskillige førstegangsafleveringer og en enkelt frispilning med hælen, lå bolden for fødderne af Souheib Dhaflaoui, der nemt kunne sende bolden i nettet bag den sagesløse FCK-målmand Daniel Jespersen. Anden halvleg blev en lignende ydmygelse af gæsterne, der præsenterede sig som et langt dårligere hold end modstanderen. På det pasningsmæssige og tekniske niveau kunne løverne slet ikke lege med, og man slap langt fra uskadt fra Farum Park. I Lyngby hentede Adnan Mohammed, den tidligere FCK’er Sander Henriksen og førnævnte FC. Nordsjælland-kreatør Souheib Dhaflaoui sørgede for, at fredag d. 7. november blev en forfærdelig aften for FC. Københavns U19-talenter: 5-0 var ikke et mål for lidt. De rødklædte nordsjællændere er under ledelse af forhenværende superligaprofil Morten Karlsen, der efter kampen var ovenud tilfreds:
-Det var vores bedste kamp i denne sæson. Vi spillede med stor dynamik i 90 minutter, og jeg har sagt til drengene, at de nu har sat barren højt, siger Karlsen til fcn.dk
Se højdepunkterne fra kampen her!
Lyngby 1-0 Silkeborg
1-0 Gustav Therkildsen (65.).
Efter at den nye dreng i klasen, Silkeborg kun havde fået tre point i sæsonens første seks kampe, dømte vi her på Talenttid holdet ude, men med sejre i jydernes seneste to kampe mod først FC. København og siden Brøndby, fortjener Dennis Pedersens mandskab den største anderkendelse for de flotte triumfer. Det var med stort set samme startelever, at Pedersens udvalgte lørdag skulle forsøge at besejre bundholdet Lyngby. Kun Sammy Skytte manglede – han var ude med skade. Hos formsvage Lyngby var én sejr i otte kampe ikke noget at prale af. Sjællænderne har haft det umådeligt svært i U19-ligaen, og det på trods af at holdet benytter sig af én til flere U20-spillere. Kampen startede ganske rodet, og ingen af holdene havde styr på spillet. I to tilfælde var gæsterne tæt på, men hverken Rasmus Lysdal eller Gustav Dahl fik puttet den runde i kassen.
Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, som ikke bød på meget poleret fodboldspil, men i stedet boldtab og sjuskede afleveringer. Lyngby frygtede endnu et spinkelt nederlag, men alligevel var det holdet fra københavnerforstaden, der trak sig sejrsrigt ud af opgøret. Med et angreb bestående af de to U20-spillere, tidligere landsholdsaktuelle Christoffer Boateng og altid målfarlige Gustav Therkildsen, var det ikke en mulighed for de kongeblå, at forlade banen uden at score. Sidstnævnte gjorde det efter et langt og tålmodigt angreb til 1-0 i en periode, hvor hjemmeholdet kunne have lukket kampen med scoringer til både 2- og 3-0. Det skete ikke, og i stedet blev afslutningen på kampen naturligt nok en forsvarskamp for de værterne. Gæsterne jagtede længe det udlignende mål, men Rasmus Lysdals afslutning med ti minutter igen tog indersiden af stolpen. 1-0 blev slutresultatet, og dermed tre livsvigtige point for Lyngby, der med sejren kravler væk fra rækkens sidsteplads.
AaB 5-1 Vejle
1-0 Jannik Pohl (2.), 1-1 Hamid Khalidan (49.), 2-1 Jannik Pohl (58.), 3-1 Oliver Knudsen (69.), 4-1 Rasmus Thellufsen (73.), 5-1 Rasmus Thellufsen (79.).
Der var lørdag lagt i kakkelovnen til en seværdig fodboldkamp, da ustabile AaB hjemme på Hornevej tog ud imod Vejle, der modsat klubbens førstehold er inde i en god periode. I ungdomsfodbold er det altid svært at pege på en favorit, men set ud fra de seneste ugers resultater, var gæsterne inden opgøret en anelse i favoritrollen. Det var ikke til at se, og efter blot to minutters spil bragte nordjyderne sig i front. Målet stod U19-landsholdsangriber Jannik Pohl for, efter han kom forrest på et indlæg i feltet. I den efterfølgende periode kom Vejle bedre med i kampen, men havde problemer med at skabe chancer og lirke det godt organiserede nordjyske forsvar op. Efter en snak i omklædningsrummet kom gæsterne blæsende ud til anden halvleg, og allerede efter fire minutter af kampens sidste halvdel gjorde kantspilleren Hamid Khalidan det til 1-1, da han på smukkeste vis sparkede bolden i mål. Nu var værterne rystede, og efter Khalidans flotte scoring havde Vejle muligheden for at vende kampen til deres fordel. Det lykkedes ikke. Tættest på kom midtbanekriger Ali El-Haj, men forsøget førte kun til et hjørnespark.
Så overtog hjemmeholdet showet – anført af Jannik Pohl – der i kampens 58. minut fordoblede sin scoring. Pohl fik bolden, driblede på tværs af feltet og lagde bolden ind ved forreste stang – en flot scoring fra landsholdsprofilen. AaB har i sæsonen blot scoret 1,6 mål i snit, men lørdag var målscoringen ikke noget problem. 3-1-målet stod Oliver og Oliver for, da Knudsen med hovedet forlængede Abildgaards fine frispark til en scoring. Det blev værre for Jakob ”Yankee” Henriksen i Vejle-buret, da AaB’s offensive midtbanekreatør, Rasmus Thellufsen også ville lege med. To scoringer fra Thellufsens fødder medførte, at et, i store perioder tæt opgør, endte med 5-1 til AaB. Måske udeholdet manglede topscorer Patrick Rasmussen?
Se her hjemmeholdets fem scoringer. Især Thellufsens sidste mål er en fornøjelse!
OB 1-5 AGF
0-1 Michael Zacho (20.), 0-2 Jacob Torp (30.), 0-3 Michael Zacho (38.), 1-3 Kristian Weber (60.), 1-4 Lars Troensgaard (70.), 1-5 Jonas Riddersholm (74.).
Det interessante ved ungdomsfodbold er, at den ofte afspejler sig i seniorfodbold. Det ses blandt i andet i den fynske ådal, hvor U19-holdet i samme stil som klubbens førstehold er i dyb krise. Jens Madsens tropper har tabt de sidste tre kampe mod cifrene 4-0, 4-1 og 4-1, så det var et psykisk belastet hold, der lørdag tog i mod AGF. Jyderne gik til kampen med to uafgjorte resultater, hvilket ikke flytter meget i den tætte tabel, hvor kun tre point tæller. Bedst fra start kom hjemmeholdet, der i begyndelsen havde overtaget i boldbesiddelsen. Derfor må gæsternes 0-1-scoring i det 20. minut have taget hårdt på de fynske talenter. Målet stod talentfulde Michael Zacho for. Et mål, der i øvrigt var den vævre offensivspillers femte i sæsonen. 0-2 blev det efter en soloaktion af Jacob Torp, inden Michael Zacho fordoblede sin scoring: 3-0 og pausetid. Om der blev snakket med store ellers små bogstaver i hjemmeholdets omklædningsrum i pausen vides ikke, men under alle omstændigheder kom fynboerne ud til anden halvleg med mere gejst og en fornyet vilje. Sidste sæsons 15-målsskytte, Kristian Weber gjorde det til 1-3, og for en stund øjnede øboerne et vanvittigt comeback. Et comeback blev helt og aldeles udelukket, da Lars Troensgaard sneg sig med frem på et hjørnespark, hvorefter den tidligere Manchester United prøvesvend gjorde det til 1-4. For at gøre ondt værre for de stribede, hamrede Jonas Riddersholm et sidste søm i den i forvejen lukkede OB-kiste – 5-1 blev slutresultatet – og det ser mere end skidt ud for øens hold. Jens Madsen, holdets træner, var efter kampen alt andet end fortrøstningsfuld:
-Det er selvfølgelig endnu en stor skuffelse for holdet. Vi holder ikke vores aftale og laver generelt for mange personlige fejl, sagde en smådeprimeret Jens Madsen til ob.dk
Brøndby 0-1 FC. Midtjylland
0-1 Razak Adebayo (53.).
Brøndby mod FC. Midtjylland er efterhånden en klassiker i ungdomsfodboldregi. Begge hold har traditionel set vægtet talentudvikling højt, og opgørene er altid tætte og energiske. Inden kampen lørdag var der ingen tvivl om, at ubesejrede FC. Midtjylland indtog favoritværdigheden. Mikkel Duelund var i kampens indledning tæt på, men FCM-topscorerens frispark ramte den blå/gule mur. Næste chance tilfaldt også midtjyderne, men lynhurtige Razak Adebayo forsømte friløberen, som værternes keeper, Andreas Hansen flot fik pareret. Derudover bød første halvleg ikke på de store chancer, men var i stedet præget af fight og aggressivitet fra begge mandskaber. FC. Midtjyllands unge ulve fik på intet tidspunkt ro på bolden, hvilket skal tilskrives sjællændernes gode presspil. Netop som første halvleg var ved at rinde ud, fik Brøndby chancen på en omstilling. Værternes talentfulde trio Nikolai Laursen, Daniel Stückler og Rezan Corlu havde alle en fod med i situationen, men desværre for talenterne fra vestegnen endte bolden via sidstnævnte i sidenettet: 0-0 ved pausen. Kampbilledet ændrede sig ikke synderligt i anden halvleg, hvor store perioder forløb med, at bolden flittigt skiftede ejermand. I det 53. minut faldt opgørets første scoring, da Razak Adebayo for anden gang i kampen blev sendt i dybden. Brøndbys forsvar ventede forgæves på en offsidekendelse, men den udeblev, og så var sidste sæsons topscorer i U19-ligaen denne gang iskold, og med en følt inderside bragte han jyderne i front. Kampen fortsatte efter scoringen i et stadigt hidsigt, ja nærmest aggressivt tempo, der på alle måder var en U19-ligakamp værdigt. 95’eren Svenn Crone, der i øvrigt spillede en fornuftig kamp for hjemmeholdet, blev i slutminutterne som en sidste satsning fra BIF-træner Per Frandsen smidt op i angrebet. Lige lidt hjalp det at værterne i slutminutter fik Rasmus Hansen udvist for brok, og det hele sluttede med endnu en sejr til topholdet fra FC. Midtjylland, mens Brøndby efter kampen må ærgre sig gevaldigt.
Esbjerg 4-1 Randers
1-0 Sindri Palmason (7.), 2-0 Søren Andreasen (10.), 3-0 Mathias Kristensen (15.), 3-1 Mikkel M. Pedersen (53.), 4-1 Søren Andreasen (62.).
Esbjergs U19-talenter havde næppe været til J-dag om fredag aften, for tidlig lørdag middag var de stribede værter i stort spilhumør, da man hjemme tog imod Randers. Kronjyderne kom til opgøret med to flotte sejre i bagagen, og lå inden kampen på en noget overraskende men fortjent tredjeplads i ligaen. Hjemmeholdet havde flere overraskelser i startopstillingen, hvor den tidligere Wolverhampton-spiller Victor Wagner, midtbanespilleren Nicolaj Forst og den islandske strateg Sindri Palmason atter var blandt Rene Christiansens foretrukne. Hos Randers var Jeppe Mogensen som altid at finde i startopstillingen, men det blev aldrig Mogensens dag, og i stedet var Mikkel M. Pedersen bedste mand hos gæsterne. Esbjerg startede kampen som lyn og torden, og allerede efter ti minutters spil var de forsvarende mestre foran 2-0. Målet til 3-0 stod en stærkt spillende Mathias Kristensen for, da han efter et indlæg og et par gode berøringer sendte bolden i mål. Kristensen var en af de bedre på et stærkt EfB-mandskab, og især arbejdsfordelingen på den centrale midtbane var god, hvor Mark Brink skulle stå for det defensive og hårde arbejde, mens U18-landsholdsspilleren Kristensen havde mere frie tøjler. Kasper Nissen, en anden U18-landsholdsspiller, burde have gjort det til 4-0, men formåede tæt under mål til alles store forbavselse at misbruge kæmpechancen. Randers bød ikke ind med meget i første halvleg, så fortjent 3-0 ved pausen. Fra anden halvlegs start lukkede Esbjerg gæsterne ind i opgøret. Hjemmeholdets spil var ikke længere så flydende, hvilket var gæsternes fortjeneste, der efter et mere hidsigt og aggressivt pres end tidligere, kom ind i kampen. Derfor var det fortjent, at Mikkel M. Pedersen fik belønning for sit store arbejdsraseri, da han i det 53. minut reducerede og skabte en smule fornyet spænding i opgøret. Ikke længe nåede gæsterne at have blod på tanden, for efter cirka en times spil lagde Esbjerg-topscorer Søren Andreasen låg på kampen, da han snød et par spillere og med en følt afslutning passerede Søren Bebensee i gæsternes mål.
I næste uge er vi som altid på banen med kampreferater fra U19-ligaen – læs med!