U16-angriber: Stolpe ud i stedet for stolpe ind

Mads Stefansen startede inde i Danmarks 1-2-nederlag til Ukraine på Frederiksberg Idrætspark. AaB’eren ramte overliggeren i kampens forløb, og kunne, hvis den var gået ind, have sikret Danmark uafgjort. 

Matchvinderen fra den første venskabskamp mellem det danske og ukrainske u16-landshold, Mads Stefansen, havde en brandkamp, men trods et skud på overliggeren, fandt AaB’eren aldrig netmaskerne. Noget der selvfølgelig ærgrede frontløberen, men det var ikke det værste.

– Jeg var ikke så ærgerlig over at jeg ikke scorede. Jeg spillede en god kamp og kom frem til gode chancer, så det kunne have været værre. Jeg var mest ærgerlig over vi ikke vandt, siger Stefansen til D’ BOLD, mens han beskrev sit overligger-skud nærmere:

– Det var selvfølgelig super træls. Jeg havde set målmanden var ude af målet, og så prøver jeg egentlig bare at lave en halvtliggende vristspark, men desværre rammer den overliggeren.

Danskerne væltede sig i chancer, men heldet var ikke just med de unge danske drenge. Stefansen fortalte til D’ BOLD, at de blot var uheldige på dagen.

– Vi havde mange gode chancer. Deres målmand tager en god bold. Vi blev ved og ved, men det var bare stole ud i stedet for stolpe ind i dag. Generelt bare en uheldig dag.

Det var første gang den 15-årige angriber var med landsholdet, og efter kampen så han tilbage på udfordringen med positive briller.

– Den har været super. To gode kampe, godt spil og debutmål, så super tur!

Angriberen afsluttede også med at indrømme, at højdepunktet på turen var hans debutmål, og målet nu var sat på landsholdssamlingen for u16-landsholdet, der til vinter drager til Qatar på træningslejr.

 

 

In this article