Mens ligalandsholdet ikke har råd til at komme på tur i år, skal U21-landsholdet til Tyrkiet i januar. Det er en tur Jess Thorup glæder sig til.
I sidste uge fyrede Dansk Boldspil-Union ni medarbejdere, ligesom sæsonens ligalandsholdstur er aflyst, fordi DBU har store økonomiske problemer. Sidste år kom DBU ud af regnskabsåret med et underskud på 10 millioner kroner, og igen i år ventes der underskud.
Alligevel har administrerende direktør Claus Bretton-Meyer fundet penge til en tur for U/21-landsholdet, der i januar skal til Tyrkiet. Ligesom sidste år er valget faldet på Belek i Tyrkiet, og Jess Thorup glæder sig til at se sit hold mere an.
– Jeg er rigtig glad for, at vi igen i år har mulighed for at tage på træningstur. Sidste år gav den et stort udbytte, og igen får jeg en god mulighed for at se spillere an til det nye U/21-landshold, inden deres kvalifikation starter. Turen tjener også som forberedelse til slutrunden i Tjekkiet, da den giver mig lejlighed til at se nærmere på en række af boblerne, som sagtens kan trænge sig på. Det gør bare turen endnu mere værdifuld for os, siger Jess Thorup til dbu.dk og fortsætter.
– Det er en rigtig god mulighed for at træne med spillerne over en længere periode på ti dage med to kampe, hvor mange andre spillere ligeledes er igennem et hårdt træningsforløb i klubberne, siger Jess Thorup.
DBU fortæller videre, at træningslejren varer lidt over en uge og, at der skal spilles to kampe under opholdet, modstanderne er dog ikke på plads endnu.