U21-profil skadet – Erstattet af FCM’er

U21-landstræner Jess Thorup har indkaldt FC Midtjyllands Patrick Banggaard som erstatning for den skadede forsvarsprofil, Frederik Sørensen.

Den 14. og 18. november møder det danske U21-landshold Tjekkiet og Italien i to venskabskampe. De to kampe er en tidlig forberedelse frem mod sommerens U21 EM-slutrunde i netop Tjekkiet.

Dog må landstræner Jess Thorup undvære forsvarsprofilen Frederik Sørensen fra italienske Verona. I mandagens Serie A-kamp mellem Verona og Cesena pådrog den danske forsvarsspiller sig nemlig en skade. Verona skriver på deres hjemmeside, at Sørensen både forstrakte ledbånd og sener. Han er nu ifølge klubben ude i 4-6 uger.

Thorup har som erstatning for Verona-danskeren indkaldt FC Midtjyllands Patrick Banggaard. Banggaard har tidligere spillet to U21-landskampe.

In this article