Yussuf P. om vildt prisskilt: Kan skræmme de fleste væk

 

Yussuf Poulsen er en eftertragtet herre, men interesserede klubber må i den grad punge ud, hvis de skal hente danskeren. Det ser han selv som et skulderklap.

Skal man hente Yussuf Poulsen i RB Leipzig, skal man betale hele 75 millioner kroner til tyskerne.

Det skriver BT og nævner Bundesliga-klubberne Schalke 04, Bayer Leverkusen og Stuttgart som nogle af de interesserede klubber.

Poulsen har haft en fremragende sæson i Tyskland, og udover succes i ligaen er det blevet til tre A-landskampe for Danmark.

– Det viser, at klubben ser mig som en vigtig spiller. De vil helst ikke have, at jeg løber nogen steder. Det er klart, at når man præsterer godt og kommer på landsholdet, så følger der også interesse. Og så har de sat en pris, der nok kan skræmme de fleste væk, siger Yussuf Poulsen til BT.

Danskerens klub ligger nummer fem i 2. Bundesligaen, og har stadig en god chance for at rykke op i den bedste tyske række. Poulsen på blot 20 år har nettet syv gange i 12 kampe. Det gør ham foreløbig til Leipzigs mest scorende spiller i sæsonen.

Senest bragte han klubben foran, da man søndag vandt 4-1 på hjemmebane over St. Pauli.

In this article