Flere tyske, franske og spanske klubber vil have fingrene i Pierre-Emile Højbjergs underskrift.
Pierre-Emile Højbjerg er en af de mest hotte fodboldnavne i Europa netop nu. Danskeren, som har svært ved at få spilletid i Bayern München, har selv ytret utilfredshed med den manglende tid på grønsværen, og nu kan han være på vej væk.
Ifølge det spanske medie Estadio Deportivo er en række klubber interesseret i danskeren. De tyske klubber Borussia Mönchengladbach, FC Augsburg og Schalke 04, samt franske Bordeaux og spanske FC Sevilla skulle efter sigende være ude efter den unge dansker.
Dog vil kun en lejeaftale være aktuel, da Bayern München ikke vil sælge Højbjerg. Estadio Deportivo melder om, at de tyske mestre vil leje danskeren ud i den næste halvanden sæson.
Pierre-Emile Højbjerg kom til Bayern fra Brøndby i 2012.