Hobros Berggreen afviser ikke et skifte

Hobros angriber Emil Berggreen vil ikke afvise et evt. skifte i januars transfervindue, men understreger samtidig, at han er glad i Hobro.

Hobro forstærkede i sommers truppen med den 21-årige angriber Emil Berggreen, som jyderne hentede i Brønshøj. Dog kan den høje angriber snart være fortid hos oprykkerne.

Efter et godt efterår har angriberen efter sigende tiltrukket sig interesse fra andre klubber, og hovedpersonen selv vil heller ikke afvise, at et skifte kan komme på tale.

– Jeg har jo en ret lav klausul her i Hobro, som godt kan gøre, at der opstår nogle muligheder i tide og utide. Så er det op til mig at vurdere, om det er interessant nok til at skifte, siger angriberen til bold.dk og fortsætter:

– Jeg er ret glad for at være i Hobro og vil gerne have mere Superliga-erfaring, men det kan være, at der kommer et tilbud, der er for godt til at sige nej til. På sigt vil jeg gerne spille i nogle af de helt store ligaer, og så må vi se, hvordan jeg lettest kommer til det.

Angriber tilføjer desuden, at han ikke har nogle planer om at drage til Norge, selvom Tippeliga-klubben Viking Stavanger skulle være meget interesseret i Berggreen.

Emil Berggreen har i denne sæson scoret tre mål i Superligaen.

In this article