Talenttid 03-12-2014 – U19-ligaen – Ikke tid til julehygge og pebernødder

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U19-ligaen

U19-ligaen 03-12-2014

Sæsonen går på hæld.

Vi er blevet forkælet med en lang række mål, og er blevet præsenteret for landets nyeste stjerneskud. For AaB og AGF’s vedkommende er efterårssæsonen slut, og spillerne kan gå på fortjent julepause. For de resterende hold er der dog ikke tid til julehygge og pebernødder. Der bliver dagligt knoklet på, for at slutte efteråret af på bedst mulig manér.

Inden jul vil D’ BOLD afrunde sæsonen med en eksklusiv ’sæsonen der gik’-udgave, hvor vi udover at konkludere på holdenes indsats i efteråret , også vil kigge frem mod kampene i foråret.

AGF, AaB, Silkeborg og FC. København har ikke været i aktion i denne spillerunde.

 

FC. Nordsjælland 4-0 Lyngby
1-0 Adnan Mohammed (23.), 2-0 Mathias Jensen (29.), 3-0 Sander Henriksen (34.), 4-0 Johannes Ritter (44.).

FC. Nordsjælland varmede op til hjemmekampen mod Lyngby, da man tirsdag d. 25. slog Brøndby med 2-1. En sejr, der unægtelig kunne have blevet langt større end hvad cifrene ellers antyder. I lørdags tog førerholdet hjemme på Farum Park imod Lyngby, i hvad der var tigrenes andet lokalopgør på fire dage. Ligesom D’ BOLD og den resterende del af fodbold-Danmark, har også Kanalsport fået øjnene op for det fremragende stykke talentarbejde, der bliver gjort i det nordsjællandske, og viste lørdagens kamp mellem top og bund. Trods gæsternes placering som nummer 10 i rækken, var det et kongeblåt mandskab med masser af selvtillid, der tog til Farum. Lyngbygenserne kom således fra en frisk sejr mod topholdet fra FC. Midtjylland, men man skulle hurtigt finde ud af, at træerne ikke vokser ind i himlen. En god start fra udeholdet blev afløst af en forfærdelig periode. 1-0 blev det ved Adnan Mohammed, den tidligere Lyngby-spiller, der efter sin scoring meget populært undlod at juble. Fem minutter efter føringsmålet fordoblede FC. Nordsjælland sin føring. Anfører Mathias Jensen smadrede til bolden fra distancen, og Libetwa Mamili sprællede forgæves. I denne periode sprudlede topholdets offensiv, og gæsterne havde nok at gøre med blot at ekspedere bolden ud af farezonen. 3-0 blev det med oplæg fra førnævnte Mathias Jensen – denne gang havde den tidligere FCK’er Sander Henriksen sidste fod på. Minuttet inden pausen blev kampen lukket, hvis den da ikke var det i forvejen. Johannes Ritter scorede til 4-0, og kort efter blev der fløjtet til pause. Efter pausen var kampbilledet en smule ændret. Lyngby var bedre med, og holdets angrebsprofil, Gustav Therkildsen var en halv meter fra at reducere, da han efter et fint gennembrud fik afsluttet. Kampens sidste halvdel bød ikke på de store chancer. FC. Nordsjælland ville ikke, og Lyngby kunne ikke, og så sluttede det hele med 4-0, selvom både Souheib Dhaflaoui og Adnan Mohammed kunne have udbygget føringen i slutminutterne. Christian Køhler fra FC. Nordsjælland var en glad mand, da han efter kampen satte ord på hvorfor det endte, som det gjorde:

-Vi får sat os på spillet, og får scoret to flotte kasser. Så synes jeg egentligt at kampen er afgjort i første halvleg, og så i anden halvleg, der er det lidt en stille og rolig kamp – der er ikke rigtig nogen, der vil noget – og så ender den 4-0, siger midtbanespilleren til kanalsport.dk

 

FC. Midtjylland 3-2 Esbjerg
1-0 Mads Døhr Thychosen (12.), 2-0 Razak Adebayo (61.), 3-0 Razak Adebayo (74.), 3-1 Klaus Moesgaard (86.), 3-2 Marco Lund (90+.).

Topkamp på heden! FC. Midtjylland mod Esbjerg er efterhånden blevet lidt af en klassiker i ungdomsfodbold efter adskillige esbjergensere over de seneste år har udskiftet den blå/hvide trikot med en sort en af slagsen. Hjemmeholdet har i denne sæson været skræmmende stærke, men i sidste weekend led man ganske overraskende et 2-0-nederlag til bundholdet Lyngby, hvor midtjydernes defensive mangler blev udstillet. Esbjerg kom til kampen med to sejre i bagagen, og ville med endnu tre point lægge pres på FC. Nordsjælland og FC. Midtjylland i toppen af tabellen. Det startede dog skidt for gæsterne, da hjemmeholdet allerede efter 12 minutters spil kom i front. Mads Døhr Thychosen stod helt blank ved bagerste stolpe, og den tidligere Vejle-kantspiller kunne nemt bringe sit hold i front. Føringen rystede gæsterne, der på trods af at have U20-spilleren Jonas Gejel Hansen på holdkortet, ikke vandt mange dueller. Alligevel var de forsvarende mestre tæt på at bringe balance i regnskabet, men Mathias Kristensens afslutning prallede af på overliggeren og derfor 1-0 ved pausen. Kampens sidste halvdel startede med gæsterne i teten, men en indskiftning fra FCM-træner Svend Graversen fik kæmpe betydning for kampens forløb. Razak Adebayo var til dagens anledning blevet henvist til bænken, men med en halv time tilbage kom sidste sæsons U19-ligatopscorer så endelig i spil, og med to scoringer på under et kvarter, gjorde nigerianeren dét, han er bedst til, nemlig at score mål. Nede 3-0 så det ud til, at Esbjerg var på vej mod et smertefuldt og grusomt nederlag, men Rene Christiansens unge tropper har karakter og mandsmod, og fightede kampen igennem som vilde dyr. Klaes Moesgaard reducerede med fire minutter tilbage på stadionuret, og spændingen blev ikke mindre, da den tidligere FCM-spiller, Marco Lund med et hovedstød reducerede til 3-2. I de døende minutter følte Esbjerg-lejren sig snydt for mindst ét straffespark, men dommeren var af en anden holdning, og efter 95 minutters intens fight fløjtede han kampen af.

 

Randers Freja 3-0 Vejle
1-0 Edgar Babayan (47.), 2-0 Mathias Haarup (64.), 3-0 Mikkel M. Pedersen (71.).

Hestene fra Randers bød Vejle velkommen med tre sejre i de seneste fire kampe, mens det har set anderledes skidt ud for østjyderne, der ikke havde vundet i fire kampe. Derfor var det måske en smule uventet, at det var gæsterne, der startede opgøret bedst. Patrick Rasmussen var i to omgange tæt på at gøre det onde ved de lyseblå heste, men Søren Bebensee og de øvrige kronjyder slap med skrækken. Randers-spiller Gökcan Kaya havde første halvegs største chance, men 95’eren var uskarp og derfor 0-0 efter de første 45 minutter. Meget tydede på, at Randers-træner Rasmus Bertelsen talte med store bogstaver i pausen, for straks efter anden halvlegs start var værterne som forvandlede. Den halvhjertede indsats i første halvleg blev erstattet af en langt mere fokuseret i anden halvleg, hvor man i store perioder udspillede Vejle. 1-0 scoringen faldt allerede efter 48 minutter, da førnævnte Gökcan Kaya sendte en anden 95’er, Edgar Babayan i dybden. Fløjspilleren var iskold i situationen, afdriblede Jakob ”Yankee” Henriksen i Vejle-målet og trillede bolden i mål. En flot scoring, og så var værterne planmæssigt i front. 2-0 blev det godt et kvarter senere. Venstrebacken Mathias Haarup scorede efter samspil med Jonas Damgaard et af sine sjældne mål, og så lignede det en sikker sejr til hjemmeholdet. Den sejr blev for alvor cementeret, da Mikkel M. Pedersen i det 71. minut scorede direkte på et frispark, der blev rettet af og derfor ikke kan klandres Jakob ”Yankee” Henriksen. Målet var angriberens ottende i sæsonen, hvilket bringer ham op på topscorerlistens tredjeplads. I slutminutterne slap Randers lidt af taget på kampen, men Vejle var uskarpe, når de endelig fik muligheden og fik ikke reduceret og dermed bragt spændingen tilbage i opgøret. Kampen sluttede med en hjemmesejr på 3-0, hvilket betyder, at Randers noget overraskende indtager tredjepladsen i U19-ligaen. Hjemmeholdets træner, Rasmus Bertelsen var da også efter kampen en tilfreds herre:

-Jeg tror vi spiller vores bedste halvleg i sæsonen, og sætter os virkelig på kampen. Vi har en stor selvtillid på holdet i øjeblikket, og præsterer på det niveau vi forventer af os selv, siger træneren til randersfc.dk

 

OB 0-2 Brøndby
0-1 Daniel Stückler (23.), 0-2 Daniel Stückler (66.).

Fire dage efter skuffelsen ovenpå 2-1-nederlaget i Farum, skulle ambitiøse Brøndby endnu en gang forsøge at rejse sig, da man var rejst vest på – nærmere betegnet Fyn – hvor bundholdet OB var på programmet. Opgøret var en vaskeægte bundgyser mellem to klubber, der har præsteret langt under det forventede, og derfor inden kampen besad U19-ligaens to nederste pladser. Dog var der masser af motivation at hente for begge mandskaber, der med en sejr ville rykke hele fem pladser op i tabellen, noget der viser, hvor tæt og jævnbyrdig landets ældste ungdomsliga er. Kampen startede med gæsterne i teten – opsatte på at slutte et skuffende forår godt af. Efter 23 minutter bar spilovertaget også frugt, og stortalentet Daniel Stückler bragte de blå/gule i front. Værterne havde svært ved at finde løsningerne i første halvleg, hvor det lignede noget, vi alt for tit har set fra fynboerne. To skader inden pausen gjorde heller ikke opgaven lettere for de hårdtprøvede Odense-talenter, der alligevel kom aldeles glimrende ud til anden halvleg. Nu spillede hjemmeholdet langt bedre, kom til chancer og viste karakter. Desværre for bundproppen blev mulighederne foran mål ikke forvandlet til scoringer, hvilket til dels skyldes en på dagen fremragende Brøndby-keeper, men også manglende skarphed hos OB’s offensiv, der i den grad har savnet skadede Mads Raben. Mens OB dominerede store dele af anden halvleg, var gæsternes angrebsivrige spillere en evig trussel på omstillinger. Daniel Stückler kunne efter 66 minutters spil fejre sin scoring nummer to, og så var kampen lukket. Brøndby rykker med sejren op på syvendepladsen, mens OB kun med en sejr over Randers i årets sidste kamp undgår at slutte 2014 på sidstepladsen.

 

Husk at læs med i næste uge, som er årets sidste normale udgave af Talenttid!

In this article