Talenttid – 04-12-2014 – U17-ligaen – Næstsidste spillerunde

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

U17-ligaen

(kilde:dbu.dk) - Næstsidste spillerunde
(kilde:dbu.dk) – Næstsidste spillerunde

Julehygge, risengrød og Pyrus må talenterne fra U17-ligaen vente med, for fodbolden kommer i første række. Årets næstsidste spillerunde blev i weekenden afviklet, og som altid var med massevis af mål til følge. Fælles for alle 14 hold i rækken er, at intet hold har lukket færre mål ind, end de har spillet kampe, hvilket bevidner om en offensiv og en anelse naiv, måske, tilgang til spillet:

HB. Køge og AaB var ikke i aktion i denne spillerunde.

 

 

FC. Midtjylland 2-1 Esbjerg 
0-1 Mads Gadgaard (29.), 1-1 Mikkel Jakobsen (55.), 2-1 Mads Vang (65.).

Lars Vinds vestjyske talenter har overrasket alt og alle, D’ BOLD’s skribent inklusiv, og lå inden kampen på U17-ligaens førsteplads. Symbolet på gæsternes fremragende efterår har været Anders Dreyer. Den lille vævre angriber stod før dommerens første fløjt noteret for ni mål og 11 assists – ganske imponerende. Gæsterne kom fra en frisk storsejr på 5-3 over HB. Køge, men lørdag var modstanderen af en helt anden kaliber, også selvom FC. Midtjylland havde mange skader til opgøret. Ulvene har været et spændende bekendtskab i denne sæson, hvor Svend Graversens mandskab har scoret ufatteligt mange mål, men ligeledes lukket uforklarligt mange ind. Og det med at lukke mål ind, det fortsatte værterne med i opgøret mod Esbjerg. Efter godt en halv times spil helkiksede FCM-keeper Oliver Ottesen en aflevering, som havnede i fødderne på Esbjergs Mads Gadgaard, der nemt bragte sit hold i front. De blå/hvide havde et jævnt spilovertag i første halvleg, der dog bedst kan beskrives som en jævnbyrdig forestilling. Hjemmeholdets Mikkel Jakobsen og Mads Vang bød sig godt til i første halvlegs slutning, hvilket skulle vise sig at være en indikation på anden halvlegs løjer. Hjemmeholdet startede kampens sidste halvdel bedst, og efter et kvarters spil udlignende man Esbjergs føring.  U16-landsholdsspiller Mikkel Jakobsen kom på tavlen, da han fulgte op på Mads Carlsons skud. Samme Carlson spillede fem minutter senere Mads Vang helt fri, hvorefter angriberen ganske flot helflugtede bolden i kassen bag Andreas Pedersen. På ti minutter havde midtjyderne altså vendt et truende nederlag til en føring. I de resterende tyve minutter af kampen lykkedes det aldrig topholdet at true Oliver Ottesens mål for alvor – det blev kun til halve chancer – og så kunne FC. Midtjylland juble over sæsonens sjette sejr. Især den forbedrede defensiv glædede Svend Graversen:

-Vi spiller lidt mere afventende, end vi plejer, og lader Esbjerg have bolden meget på kanterne. Til gengæld er vi klar på indlæggene og sidder i benene på dem, når de trækker ind i banen, og det lykkes os at tage brodden af dem. Det viser også, hvor vi for alvor har flyttet os i efteråret, siger Svend Graversen til fcm.dk

 

Randers Freja 5-3 Vejle
1-0 Faris Bijedic (1.), 2-0 Faris Bijedic (8.), 3-0 Marius Jakobsen (40.), 4-0 Emil Riis (41.), 5-0 Emil Riis (49.) 5-1 Agon Mucolli (65.), 5-2 Daniel Kvistgaard (69.), 5-3 Christian Kudsk (80.).

I stor kontrast til Vejles førstehold i NordicBetligaen har Søren Lykkes U17-mandskab spillet en glimrende efterårssæson, og lå inden kampen mod bundholdet fra Randers på en flot femteplads i ligaen. Randers var placeret som nummer 13, og selvom Emil Riis og co. i forrige weekend vandt i Aarhus, var der inden opgøret ingen tvivl om hvem, der var favoritter til at snuppe de tre point. Stik mod alle odds startede hjemmeholdet kampen bedst. Allerede i det første spilminut gjorde Faris Bijedic det til 1-0 for værterne, da han sendte kuglen ind bag Rasmus Glintborgs vikar i Vejle-målet, Frederik Kallesø . Faris Bijedic blev i sidste weekends sejr rost for godt og hårdt arbejde, men i lørdagens kamp beviste angriberen, at han kan mere end det, og i det ottende minut fordoblede han sin egen og holdets scoring. Et flot skud fra kanten af feltet, og så var hestene foran med 2-0. Kort inden pausen gjorde Marius Jakobsen det til 3-0, og så kunne Vejle gå til pause efter en elendig første halvleg, mens Randers derimod var gode på bolden og havde det mentale overtag. Det mentale overtag fortsatte i anden halvleg, hvor en vaskeægte måltyv også ville lege med. Det er sjældent, at Emil Riis går fra banen uden at score, og med to mål på otte minutter gjorde angriberen det til først 4- og dernæst 5-0. Forklaringen på det totale kollaps er svær at finde. Søren Lykke stillede til start med en næsten uændret startopstilling i forhold til tidligere succesfulde kampe – skørt. Som et plaster på såret ændrede kampen fuldstændig karakter i de sidste tyve minutter. Gæsterne gjorde brug af alle tre udskiftninger allerede med 25 minutter igen, og de indskiftede spillere fik skabt fornyet energi. Tre Vejle-scoringer på det sidste kvarter ændrede resultatet på måltavlen, men der kan ikke rykkes ved det overordnede indtryk: talenterne fra trekantsområdet  leverede en jammerlig indsats. Hør bare hvad VB-træner Søren Lykke havde at sige efter kampen:

-Det var en time i helvede og vi var adskillige niveauer under det, man skal levere for at få point i U/17-Ligaen, siger en ærlig VB-træner til vejle-boldklub.dk

 

FC. København 1-1 AC. Horsens
0-1 Kristian Skovbjerg (75.), 1-1 Jonas Wind (78.).

Der gik et chok gennem ungdomsfodbold-Danmark. AC. Horsens økonomiske situation var så skrøbelig, at den østjyske klub fra fængselsbyen for godt ti dage siden valgte at trække sig fra de landsdækkende ungdomsrækker. De unge talenter er altså i færd med de sidste kampe i U17-ligaen for denne gang, og således var lørdagens udekamp mod FC. København horsensianernes næstesidste optræden i landets fineste selskab. FCK kom til kampen med to flotte sejre – først mod topholdet FC. Nordsjælland og siden mod FC. Midtjylland. Dog havde løverne ikke været i kamp i tre uger, hvilket da også tydeligt kunne ses i første halvleg. Her styrede værterne spillet, tillod ikke Horsens chancer, men alligevel var det som om, at den sidste skarphed manglede. Eneste chance i første halvleg kom efter et gennembrud over kanten, men Marcus Jakobsen i buret blev ikke for alvor udfordret i de første 40 minutter. Bedre gik det for de hvidklædte københavnerne i anden halvleg. Her producerede hovedstadens talenter en lang række chancer, men Mani. A. Hilmarsson og Jonas Wind i front var for uskarpe, og brændte i starten af anden halvleg til FCK-træner Jacob Neestrups store ærgrelse et par store chancer. Det var stik imod spil og chancer Horsens, der først kom på måltavlen. De gules højreback, https://www.dbold.dk/wp/../uploads/FIFA-E-sport.jpg Lykke slog en perfekt bold frem mod Kristian Skovbjerg, der sæsonen igennem har været bundholdets klart bedste spiller. Alene med FCK-keeperen var Skovbjerg iskold, og med sit sæsonmål nummer syv bragte han med et kvarter tilbage højest overraskende sit hold foran 1-0. Det resultat kunne hjemmeholdet selvfølgelig ikke leve med. Tre minutter senere brød Sidney Appu igennem i højre side, hvor han med nogle snævre driblinger snød gæsternes forsvarsspiller og sparkede bolden indover. Efter lidt klumpspil fik Jonas Wind sparket bolden i kassen og udlignet til 1-1, hvad der også blev kampen slutresultat.

 

Silkeborg 2-1 AGF
0-1 Yones Diab (26.), 1-1 Nicklas Røjkjær (30.), 2-1 Mads Emil Madsen (62.).

Mathias ”Marvin” Laursen og Gabana Topenya, to af AGF’s bedste offensive kort, har i denne sæson tegnet sig for tilsammen syv scoringer. Lørdag måtte de begge side udenfor med karantæne, da århusianerne skulle en tur sydvest på, hvor Silkeborg ventede. Oveni fraværet af de to profiler måtte AGF også have læst på Silkeborgs hjemmebanestatistik. Talenterne fra det midtjyske havde inden opgøret ikke tabt på hjemmebane siden august, så der ventede med andre ord ’de hvie’ en vanskelig opgave. Vanskeligt viste det sig langt fra at være i første halvleg, hvor AGF styrede kampen. Hjemmeholdet fik aldrig spillet til at flyde som man ville, hvilket gæsterne udnyttede. Efter omtrent en halv times spil fandt U16-landsholdsspiller Kasper Lundings aflevering frem til AGF-topscorer, Yones Diab, der bragte gæsterne i front. Det var ikke længe, udeholdet fik lov at glæde sig over føringsmålet, for blot fire minutter efter Diabs scoring var alt lige igen. Nicklas Røjkjær, U17-landsholdsspiller og Silkeborgs store, målfarlige angriber udlignende fra 11-meterpletten til 1-1, som var resultatet ved pausen. Efter en tår varm te var spillerne klar til anden halvleg. En halvleg, der blev domineret af Silkeborg. Anders Vellers unge drenge var nu langt mere fokuserede, og spillet kørte mere gnidningsfrit. Derfor lå en hjemmeholdsscoring længe i luften, men der skulle først et par brændte chancer til, før 2-1 scoringen blev en realitet. Drengene fra Jyllands hovedstad fik ikke sparet bolden væk efter et hjørnespark, og så stod midtbanemand Mads Emil Møller Madsen klar og scorede til 2-1. Målet, der faldt med et kvarter tilbage, knækkede AGF, som ikke formåede at få stablet et pres mod Oscar Hedvalls mål på benene. SIF-træner Anders Veller satte efter kampen ord på sejren og efterårssæsonen som helhed:

-Vi spillede ikke så godt inden pausen men i anden halvleg var præstationen virkelig i orden. Vi er nu halvvejs i turneringen og placeret lidt over middel, hvilket er meget passende for vores efterårssæson, siger Veller til silkeborgif.com

 

FC. Nordsjælland 2-1 Lyngby
0-1 Jens Odgaard (30.), 1-1 Jakob Johansson (55.), 2-1 Daniel Skov (74.).

Ikke bare vinder FC. Nordsjælland hovedparten af deres kampe, men når de gør det, maser de med et hårdt pres og stor boldbesiddelse modstanderen fuldstændig. På det seneste har tigrene dog virket en smule tamme, og de to nederlag i starten af november mod FC. København og Brøndby skulle lørdag afløses af en sejr mod Lyngby. Lyngby indtog inden kampen rækkens fjerdeplads, og de kongeblå talenter har da også spillet glimrende hidtil, hvilket til dels skyldes en rigtig god årgang 98’ og Jens Odgaard – holdets angrebsprofil. Lad os endelig blive ved snakken om Jens Odgaard. U16-landsholdsangriberen kom nemlig i fokus, da han efter en halv time af kampen fra en spids vinkel hamrede bolden op i nettaget – et flot mål fra Odgaards fødder. Trods føringsmålet havde Lyngby det svært i første halvleg. Nordsjællændernes høje og hårde pres overraskende lyngbygenserne, der kun takket være målmand Peter Jensen nåede til halvleg med føringen i behold. Fra anden halvlegs start fortsatte tigrene – nu med endnu mere flow i spillet. Der faldt også et par chancer af til gæsterne, der dog virkede for selvtilfredse med føringen – eller måske bare trætte af at løbe efter bolden. Om end alt var, smed Lyngby sejren væk til slut. Især sidste halvdel af anden halvleg ved hård ved de kongeblå, der overlod alt offensivt til Jens Odgaard alene. Alene mand på topscorerlistens førsteplads er Jakob Johansson, og FC. Nordsjællands skarpretter var manden, der efter 55 minutter tilbage udlignede. 1-1 var ikke nok for værterne, og de rødklædte talenter jagtede sejrsmålet. Længe så det ud til, at Lyngby slap fra Farum Park med et point, men nej. Med seks minutter tilbage på stadionuret scorede Daniel Skov efter forarbejde fra Johansson sit fjerde sæsonmål, et mål, der blev kampens sidste. Med Esbjergs nederlag indtager FC. Nordsjælland nu førstepladsen i U17-ligaen, og, for at det ikke skal være løgn, også i U19-ligaen.

 

OB 1-3 Brøndby
0-1 Andreas Bruus (40.), 0-2 Rasmus Grosen (58.), 2-1 Simon Basler (60.), 3-1 Magnus Häuser Nielsen (64.).

77 dage! Så lang tiden siden var det, at OB’s U17-hold havde vundet en fodboldkamp. At det så også var 77 dage siden, at Brøndby havde tabt på udebane, gjorde nægteligt svært til umuligt for fynboerne. Ellers var det bemærkelsesværdige ved kampen, at der var hele syv U16-landsholdsspillere involveret. Mest prominente navn var Julius Eksesen, der spås en stor fremtid. Det var dog en anden U16-landsholdsspiller, der stjal opmærksomheden. Kort inden pausen kom kantspilleren Andreas Bruus nemlig i fokus, da han løb i ryggen på hjemmeholdets forsvar og scorede til 0-1. En bitter pille at sluge for øboerne, der havde været ganske godt med i en jævnbyrdig første halvleg.  Nede 1-0 begyndte værterne at overlade initiativet til Brøndby. De mange nederlag må unægtelig have sat sig på ryggraden af de ellers hårdt kæmpende Odense-talenter, som efter cirka en times spil mødte ny modgang. I en sekvens svigtede opdækningen for hjemmeholdets bagerste, og så dukkede Rasmus Grosen op i det bagerste område og gjorde det til 2-0. Nu skulle man tro, at de stribede ville opgive alt håb om at komme tilbage i kampen, men nej! Med en reducering fra angriberen Simon Basler, blev der skabt fornyet håb for bundholdet. Håbet var dog kortvarigt, for fire minutter senere blev kampen lukket. Målet stod Magnus Häuser Nielsen for, og lad os bare sige det som det er: det var et fantastisk mål! Den offensive midtbanekreatør, som Brøndby til alt held har på kontrakt, smadrede kuglen i mål fra 25 meter! Et af ligaens bedste scoringer hidtil, kan vi vist godt sige uden, at træde nogen over tæerne. Häusers drømmehug lukkede reelt kampen, og OB fik ikke skabt mere i kampen, der sluttede med en udesejr på 3-1. Hjemmeholdets træner Anders Skjoldemose skulle endnu engang evaluere efter et nederlag:

– Vi er virkelig inde i en ond cirkel, hvor vi har svært ved at lykkes i kampene. Drengene træner godt og med høj intensitet til træningen, men til kamp bliver vi straffet for selv de mindste fejl, siger træneren lettere deprimeret til ob.dk

 

Husk at læs med igen næste gang, som bliver årets sidste Talenttid!

In this article