Ajax’ sportdirektør Marc Overmars var en glad herre efter kontraktunderskrivningen med danske Kasper Dolberg.
Der er tradition for danske boldkunstnere i den hollandske hovedstad. Mandag formiddag kunne storklubben Ajax Amsterdam notere endnu en nyerhvervelse med dansk pas på holdkortet. Det drejer sig om den blot 17-årige Silkeborg-spiller Kasper Dolberg, som støder til truppen til sommer.
I Holland er der da også glæde at spore. Især sportsdirektør Marc Overmars var ikke så lidt begejstret over sin talentfulde nyerhvervelse.
– Dolberg kan både spille på kanten og lige bag angriberen. Vores danske talentspejder John Steen Olsen har fulgt ham længe, og rådede os kraftigt til at hente Dolberg. Derfor er vi også glade for, at han er endt med skrive for Ajax, fortæller Overmars ifølge Tipsbladet til Ajax’ hjemmeside.
Selvom kontrakten med Silkeborg udløber til sommer, har man alligevel indgået en aftale om en mindre overgangssum. Denne ventes, alt efter præstation, at ligge et sted mellem én og tre millioner kroner.