Eddi Gomes om Kina: Økonomien spiller en rolle

 


Eddi Gomes nåede kun at spille et halvt år i Esbjerg, inden en lukrativ aftale sendte forsvarspilleren til Kina. Gomes selv tvivler ikke på, at han har truffet det rette valg.

I sidste uge offentliggjorde Esbjerg fB, at man har solgt forsvarskrigeren Eddi Gomes til kinesiske Henan Jianye, blot et halvt år efter han kom til vestkysten fra HB Køge. Esbjerg fik med egne ord et tilbud, de “ikke kunne sige nej til”, og således skal Eddi Gomes nu tørne ud for sidste års 14. plads i den kinesiske Superliga. Efter et imponerende efterår, blev Gomes ellers nævnt som transferemne i større europæiske ligaer, men valget faldt lidt overraskende på Kina, hvor de økonomiske perspektiver er større:

– Jeg har ingen uddannelse eller opsparing, så for mig betyder det økonomiske også noget. Hvor meget jeg tjener, vil jeg ikke kommentere, men jeg prøver at sikre min fremtid, fortæller Gomes til BT.

Det er blot to år siden, at Gomes, som har dansk pas, men er født Guinea Bissau med portugisiske rødder, spillede i den danske 2. division, og han er også selv forbløffet over, hvilken drejning hans karriere har taget:

– Det er gået stærkt. For et halvt år siden skiftede jeg fra HB Køge til Esbjerg, og nu er jeg næsten lige ankommet til mit nye kinesiske hold. Jeg har det okay med det, for det er den rigtige vej for mig, forklarer han videre.

Eddi Gomes nåede i alt at spille 19 kampe for Esbjerg med en enkelt scoring til følge.

In this article