Ekspert: Højbjerg mere offensiv i Augsburg

Pierre-Emile Højbjerg er klar til Bundesliga-starten i sin nye klub Augsburg, hvor landsholdsspilleren kan få en ny offensiv rolle.

Pierre-Emile Højbjerg skal i den kommende weekend igen have græs under fødderne, når Bundesligaen starter op efter vinterpausen, og Bayern München-trøjen er skiftet ud med Augsburgs.

Forventningen fra både Bayern München og Pierre-Emile Højbjergs egen side er, at foråret skal give godt med spilletid, men i følge den tyske fodboldekspert og spilleragent, Bjarne Goldbæk, kan det blive et forår, hvor man kommer til at opleve en mere fremskudt Pierre-Emile Højbjerg

– Jeg tror, at Pierre-Emile får en meget mere offensiv rolle, end vi har set det i Bayern, og han vil komme til flere afslutninger. Han får mere frihed – ja, det er selvfølgelig noget, han skal spille sig til. Han skal bevise, at han er god nok, men når det først er sket, så vil han have mere frihed, så jeg tror, at vi kommer til at se en meget mere afsluttende spiller. Der kommer nogle længere raids og nogle skud fra distancen, for Augsburg vil gerne have nogle våben fra anden række også, siger Bjarne Goldbæk til Tipsbladet.

– Men det bliver en omstilling for ham. Der bliver pludselig forventet mange flere ting af ham, men jeg synes, at det passer til ham og det niveau, han er på nu.

Danskeren har før vist sine offensive kvaliteter. Før han spillede sig ind i A-truppen i Bayern München, scorede han 12 gange i 44 kampe for reserverne.

In this article