Esbjergs unge figur: Hårdt arbejde – så debut

– Jeg vil ikke bare have debut for at få debut. Sådan siger blot 16-årige Mark Brink Christensen fra Esbjerg fB, der i klubbens opstart snuser til førsteholdet.

Hvorfor overhovedet snakke om at få debut på et Superliga-hold, når man kun snart kan sætte 17 lys i lagkagen? Mark Brink Christensen er en midtbanegeneral. Han er anfører på det danske U17-landshold. Han er manden, der går forrest og har en stor glæde ved at spille fodbold. Og ikke mindst så snuser han i øjeblikket til Superliga-truppens opstart til forårsæsonen på livet som professionel fodboldspiller.

Han fik sin uofficielle debut for førsteholdet lørdag d. 17 januar i EfB’s første træningskamp mod Hobro, som man vandt 3-0. I lørdags fik han endnu en gang lov at spille med de store drenge, da der var intern træningskamp på Gl. Vardevej. Her scorede Mark Brink sågar et mål.

– Det var selvfølgelig en dejlig følelse og en bekræftelse på, at klubben tror på mig og ser en fremtid i mig. Men der er stadig et stykke vej fra de første træningskampe og så til debut på stadion. Når jeg spiller, tænker jeg ikke så meget over, hvem jeg spiller mod, og hvor store de er. Men det klart, der er fysisk stor forskel på senior- og U19-bold, så man skal tænke og spille hurtigere, siger Mark Brink Christensen til D’ BOLD.

Mark Brinks alder berettiger ham til stadigvæk at spille for Esbjergs U17-hold. Men trænerteamet i Vestjylland har set potentialet i den unge midtbanemand, og har rykket ham op på U19-holdet for at matche ham mod bedre modstandere.

– Mine ambitioner for forårsæsonen er at gøre det godt på U19-holdet og skabe gode resultater med dem, samtidig med jeg forhåbentlig får nogle træninger med førsteholdet ved siden af. Udover det vil jeg fortsat gøre en god figur på de landshold, jeg er udtaget til.

» Det kræver jernvilje af Mark «

Jens Letort er tidligere cheftræner i bla. Næsby Boldklub i 2. divison. I dag arbejder han som A+ træner for Esbjerg, og hans fornemmeste opgave er at hjælpe og coache klubbens unge – såkaldte A+ talenter – hele vejen op til Superliga-debut.

Men vejen er lang fra stor profil i ungdomsrækkerne til Superliga-spiller. Ifølge Letort kræver det ganske enkelt jernvilje at nå dertil for Mark Brink.

– Som dygtig fodboldspiller og anfører på U17-landsholdet har han naturligvis forudsætningerne for at gå hele vejen. Det kræver stadig meget, meget hårdt arbejde og en jernvilje at nå Superligaholdet, men Mark har en glæde ved spillet, som kan hjælpe ham i at nå det mål, siger Jens Letort.

– Jeg hjælper Mark i den daglige træning på U19-holdet og med ekstra individuel træning, når han eller jeg synes, at det er påkrævet. Derudover har vi aftalt, at Mark træner med Superliga-holdet mindst en gang om ugen, og deltager i reserveholdskampe. Her deltager jeg også for at støtte og coache på Mark og Mathias Kristensen, som også er med én gang om ugen.

Ifølge talenttræneren ligger Brinks kompetencer i, at han har en god fodboldhjerne, et godt førstetoutch med kuglen og et ganske godt spark på mål af en midtbanespiller at være. Disse ting så man i glimt Brink levere i træningskampene. Jens Letort mener dog, at midtbanetalentet slap bedre fra den interne træningskamp (hvor han scorede et mål) end debuten mod Hobro.

– Mark slap bedre fra sin indsats i lørdags, hvor han blandt andet scorede et mål, end i kampen mod Hobro.

Skal være god nok til debut

Selvom den blot 16-årige esbjergenser har fået lov til at snuse til periferien af førsteholdsbold, så er en tidlig debut ikke noget, han tænker på.

– Det er svært at sige (hvornår han tror, han får debut, red.). Jeg ved ikke, hvad der er realistisk. Men jeg vil ikke bare have debut for at få debut. Jeg vil have debut, fordi jeg er god nok. Jeg ved, at klubben tror på mig, så jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt, så skal tingene nok komme hen ad vejen, slutter en velovervejet 16-årig Mark Brink.

Mark Brink Christensen har spillet 17 U-landskampe for Danmark.

In this article