FCN forlænger med U19-anfører

FC Nordsjælland har, sammen med deres U19-holds anfører, skrevet under på en kontrakt, der holder den unge spiller endnu tre år i klubben.

FC Nordsjælland har forlænget med deres U19-anfører, 19-årige Mathias Jensen. Kontrakten lyder på tre år ekstra for den unge mand, der til dagligt leder FCN’s U19 hold, som overvintrer på førstepladsen i ligaen, lige over FC Midtjylland på andenpladsen.

– Siden jeg skiftede fra Kalundborg til FC Nordsjælland som 15-årig, har jeg lært en masse som fodboldspiller, og den udvikling vil jeg meget gerne fortsætte her i klubben, hvor spillestilen og ånden passer mig perfekt, fortæller Mathias Jensen til klubbens hjemmeside.

Mathias Jensen løber rundt på den centrale midtbane og dirigerer holdet på U19 ligaens førerhold, hvilket han også er meget glad for. Men han sigter højere for fremtiden.

– På sigt er det naturligvis mit mål også at få debut for FC Nordsjælland i Superligaen, men lige nu gælder det min fortsatte udvikling som spiller og de nære mål om at vinde DM for U/19 samt de spændende EM-udfordringer med U/19 landsholdet, siger Jensen.

Den unge spiller har allerede spillet seks kampe for det danske U19-landshold.

In this article