Fulham-træner: Vigen var klar

Før FA Cup-kampen mod blev Lasse Vigen meldt skadet, men alligevel startede han inde for Fulham. Vigen blev udskiftet efter en halv time, og Fulham-træner Kit Symons fortryder, at han lod Vigen spille.

Lasse Vigen Christensen har været en af de bærende kræfter på det Fulham-hold, der har haft det svært i The Championship efter nedrykningen fra Premier League, men på det seneste har den 20-årige dansker haft problemer med låret. Senest holdt det ham ude af Fulhams 2-0-nederlag til Brighton & Hove Albion, og han var også blevet meldt skadet før kampen FA Cup-kampen mod Wolverhampton.

Derfor var det en overraskelse, at Lasse Vigen alligevel stod på holdkortet, men det gik ikke specielt godt for danskeren. Han blev nemlig skiftet ud efter blot en halv time, og det var ikke fordi han gjorde det dårligt. Fulham-træner Kit Symons var nemlig bange for, at forværre Vigens lårskade.

–  Vores fysioterapeuter testede ham før træningen i går (forgårs, red.), hvor det blev vendt og drejet. Han kunne ikke mærke noget, så han trænede med og blev erklæret helt klar. I dag (lørdag, red.) mærkede han en lille bitte smule, men jeg tror ikke, der er sket ekstra skade, siger Symons til Fulhams hjemmeside ifølge bold.dk.

Dog siger Symons også, at han fortryder at lade Vigen spille.

– Det er skuffende. Jeg har lyst til at sparke mig selv lidt, for jeg havde helt udelukket Lasse. (…) Jeg ville have ønsket, at jeg havde holdt mig til den oprindelige plan, siger Symons til Ealing Gazette ifølge pl.dk.

Lasse Vigen Christensen kom til Fulham fra FC Midtjylland i 2012, og men blev først rykket op på førsteholdet før denne sæson. Her har han slået igennem, og har i denne sæson spillet 18 kampe i The Championship med 5 mål til følge.

In this article