Højbjerg høster store roser efter debut


Pierre-Emile Højbjerg fik torsdag aften debut i en træningskamp for Augsburg, og får massevis af flotte roser med på vejen for sin indsats.

Det unge, danske stjerneskud, Pierre-Emile Højbjerg, blev i starten af måneden udlejet til Augsburg fra Bayern München for det næste halve år, og torsdag aften fik Højbjerg sin debut, da Augsburg slog tyrkiske Gaziantepspor med 1-0. Højbjerg fik de første 45 minutter på den centrale midtbane, hvor han sammen med det andet nyindkøb, Dong Won-Ji, gjorde god figur:

– De viste begge, at de trods deres unge alder har en del erfaring. De ved, hvordan de skal bevæge sig, og hvad de skal gøre med bolden, roser sportsdirektør Stefan Reuter til Kicker ifølge eb.dk.

Træner Markus Weinzierl er heller ikke sen til at hylde sin nye midtbanedirigent:

– Højbjerg er en klassespiller. Han vil berige os med sin kvalitet, siger han.

Til det lokale medie, Augsburger Allgemeine, er Reuter endnu mere uforbeholden i sine roser:

– Jeg har aldrig oplevet en 19-årig, der har personlighed som Højbjerg.

Også de tyske medier beskriver debuten som ‘solid’, og en kamp hvor Højbjerg var meget på bolden. Hele holdet blev byttet i pausen, og i kampens slutfase trak Augsburg det længste strå efter en scoring af Raul Bombadilla.

In this article