Højbjerg vil gerne med til U21-EM

Selvom han allerede har slået sit navn fast på A-landsholdet, vil Pierre-Emile Højbjerg gerne optræde for Danmark ved U21-EM til sommer.

Pierre-Emile Højbjerg skiftede forleden til FC Augsburg på en lejeaftale frem til sommer efter udsigterne til spilletid i Bayern München så meget lange ud. Selvom det har været småt med spilletid hos de tyske mestre, er stortalentet alligevel blevet fast mand på A-landsholdet i løbet af 2014.

Dog er han stadig parat til at spille for det danske U21-landshold, når der til sommer skal spilles U21-EM i Tjekkiet.

– Jeg har snakket med Jess Thorup og fortalt ham, at jeg melder mig klar til slutrunden, siger Højbjerg til TV2 SPORTEN og fortsætter:

– Med al respekt så har A-landsholdet en vigtig kvalifikation, og med Augsburg har vi også nogle vigtige kampe. Men når de opgaver er overstået, melder jeg mig 100 procent klar og glæder mig rigtig meget til U21-slutrunden, slutter Højbjerg.

19-årige Højbjergs første opgave for Augsburg bliver d. 1. februar, hvor de hjemme tager hul på forårssæsonen mod Hoffenheim.

In this article