Efter over to måneder på sidelinjen er den danske venstreback atter fit for fight. I dagens storkamp mod Feyenoord har Ajax-træner Frank de Boer sågar fundet plads til Boilesen i start 11’eren.
Den 22. november vandt Ajax med Nicolai Boilesen i startopstillingen med hele 4-1 over Heerenveen. Siden den kamp har den danske landsholdsspiller ikke været i aktion for sin hollandske arbejdsgiver. En knæskade har holdt ham uden for, men nu lysner det:
-Jeg har trænet nu en hel uge og er fit for fight. Det er gået rigtigt godt. Dag for dag har jeg bygget på, og jeg har ikke haft ondt på noget tidspunkt, siger Nicolai Boilesen til TV2 Sport.
Nummer to fra Ajax tager imod nummer tre fra Feyenoord. Kun en sejr tæller for danskerklubben, hvis man skal lukke hullet til PSV Eindhoven, som fører rækken med hele syv point ned til Ajax.
Udover Nicolai Boilesen er også Lasse Schöne og Lucas Andersen med for Amsterdam-klubben.