Olsen på vej væk fra Inter: Træner med i Brøndby

Patrick Olsens fremtid ser ikke ud til at ligge i Inter. I øjeblikket træner han med i Brøndby IF.

Patrick Olsen har fået lov til at træne med i Superligaklubben Brøndby IF, selvom han er på kontrakt i Serie A-klubben Inter.

Det ser dog ikke ud til, at talentets fremtid ligger i den italienske klub, og nu har Brøndby altså givet ham lov til at træne med.

– Jeg kender Patrick godt fra U-landsholdene, og han har også tidligere spillet her i klubben. Derfor var det naturligt for os at sige ja, da han spurgte, om han måtte træne med os den første del af opstarten, siger klubbens cheftræner Thomas Frank til Ekstra Bladet og understreger, at det ikke er, fordi man er interesseret i at hente Olsen på en fast kontrakt.

Spillerens agent, Niclas Jensen, fortæller til fodboldsitet bold.dk, at der bliver arbejdet på en ophævelse af kontrakten med Inter.

– Det er meget et gensidigt ønske at stoppe samarbejdet. Det ligger ikke i kortene, at han skal spille førsteholdsfodbold i Inter. Patrick har ikke selv noget større ønske om at blive, når det er sådan, siger han til mediet.

Han forklarer videre, at Olsen, der i 2014 var udlejet til norske Strømsgodset, har et ønske om at fortsætte karrieren i udlandet.

 

In this article