Patrick Olsen er på udkig efter en ny klub, efter at midtbanetalentets lejeaftale med Strømsgodset er udløbet. Olsen vil helt væk fra Inter, og kigger atter mod udlandet. Siden 20-årige Patrick Olsen i 2012 skiftet Brøndby ud med mægtige Inter, er det ikke blevet på det gennembrud, danskeren havde håbet på. I Inter var der langt til spilletid, så Olsen tog til David Nielsens Strømsgodset på en lejeaftale, hvor det imidlertid heller ikke blev til nogen succes. Nu er han atter tilbage i Inter, hvor jagten på en ny klub er i fuld gang, og denne gang skal det helst være på en permanent aftale:
– Jeg ser det som, at jeg skal helt væk fra Inter, der er ingen grund til at tage tilbage til Inter og sidde på bænken igen eller være helt ude af truppen, udtaler Olsen til TV2 Sporten.
– Hvis der er mulighed for, at jeg kan komme til en klub, hvor jeg kan få 20-30 kampe på en sæson, så vil jeg hellere det. Og så må jeg lægge den helt store drøm på hylden lidt, og så må jeg tage arbejdshandskerne på, indtil det forhåbentlig bliver tid til en kæmpe drøm igen.
Man kunne forestille sig, at flere danske klubber holder øje med Patrick Olsens situation, men den tidligere Brøndbyer ser helst sig selv i udlandet igen, om end han ikke vil udelukke et retur til dansk fodbold:
– Man skal aldrig udelukke nogen muligheder, men jeg ser helst mig selv i udlandet. Jeg kan godt lide den måde som fodbold er på i udlandet og de ting som sker i udlandet, så der ser jeg helst mig selv.
Patrick Olsen nåede at spille en enkelt Coppa Italia-kamp under sin tid i Inter.