Forsvarstalentet Emil Nørmark Christensen tager konsekvenserne af den økonomiske situation i AC. Horsens, hvor klubbens talentsektor de seneste måneder har været truet på eksistensen.
D’ BOLD kan som de første bekræfte, at Christensen skifter den gule AC. Horsens-trøje ud med Vejles røde.

Emil Christensen deltog i oktober i U18-landsholdets træningssamling i Tilst. Udtagelsen af det unge forsvarstalent skulle ses i lyset af en række gode præstationer på AC. Horsens U19-divisionshold, samt fornemme træningspas på klubbens A-hold. Christensen efterlod et fint indtryk til landsholdssamlingen, og fik som han i oktober udtalte til achorsens.dk: ”blod på tanden efter mere”. Nu skal den defensive profil udfordres yderligere, når han i fremtiden skal optræde i landets bedste ungdomsrække for Vejle.
Vi har taget en snak med den kompetente østjyde om skiftet, forventningerne til fremtiden og meget andet:
D’ BOLD: Hvad skyldes dit skifte til Vejle, og hvordan føles det at forlade AC. Horsens?
Emil Christensen, Vejle U19: –Døren til Vejle åbnede sig for mig, primært pga. af den triste økonomiske situation i AC Horsens. Da ungdomsafdelingen i AC Horsens blev meldt lukket, blev jeg kontaktet af Vejle Boldklub og efter samtaler med begge klubber besluttede jeg mig for at fortsætte min fodboldtilværelse i Vejle Boldklub, da jeg følte mig fristet af de fodboldmæssige udfordringer, samt et godt set-up. Farvellet med AC Horsens skete selvfølgelig på en trist og meget kaotisk måde, hvilket langtfra var optimalt for nogen parter. Jeg havde en rigtig dejlig tid i AC Horsens, og ønsker alt det bedste fremover for alle i og omkring klubben. Samtidig ser jeg frem til min fremtid i Vejle Boldklub, og er spændt på hvad den vil bringe, siger forsvarskometen til D’ BOLD.
D’ BOLD: Hvilken slags spillertype er du – hvad er dine kvaliteter?
Emil Christensen, Vejle U19: Jeg er en duel stærk midter-forsvar, som ikke er bange for at tage en ledende rolle på og udenfor banen. Dette ses også som værende en af mine spidskompetencer sammen med et godt hovedspil og igen som tidligere nævnt stor styrke i duel-spillet.
D’ BOLD: Hvordan har det været at spille i AC. Horsens i det sidste stykke tid – den økonomiske situation taget i betragtning?
Emil Christensen, Vejle U19: Som ungdomsspiller i AC Horsens påvirkede den økonomiske situation ikke rigtig hverdagen. Der var nogle små ting som tøjvask, som man pludselig selv skulle stå for. Hverdagen fortsatte ellers umiddelbart som altid, hvor trænernes professionalisme gjorde det let for os spillere at holde gejsten, motivation samt det gode træningsniveau oppe, lyder det fra Christensen til D’ BOLD.
D’ BOLD: hvad forventer du af opholdet i Vejle, og hvad er Vejles umiddelbare målsætning med dig?
Emil Christensen, Vejle U19: Jeg forventer mig rigtig meget af mit ophold i Vejle. Først og fremmest ser jeg frem til at blive matchet med nogle af Danmarks bedste spillere i både hverdagen og weekenden. Skridtet fra Divisionen til Ligaen er jeg spændt på, og det var noget af det som tiltalte mig allermest. Som ny i klubben vil mit første mål være at kæmpe sig i start 11’eren, samt blive en del af det fællesskab som hører til. Herefter kan man begynde at kigge mere langsigtet, og i fremtiden håbe at komme i betragtning til førsteholdet. Dette kunne jeg forestille mig at Vejle vil være meget enig i, og begge partner ønsker i sidste ende at se mig repræsentere førsteholdet i fremtiden, siger den nyslåede Vejle-spiller til D’ BOLD.
D’BOLD: Du har tidligere været inde omkring U18-landsholdet. Hvordan ser dine ambitioner ud hvad angår ungdomslandsholdet?
Emil Christensen, Vejle U19: Det var en rigtig stor oplevelse for mig at være med til landsholdsamlingen, og noget som giver rigtig meget blod på tanden. Jeg vil udvikle mig alt hvad jeg kan, og så må fremtiden vise hvad den bringer, afslutter Emil Christensen til D’ BOLD.
Fra D’ BOLD skal lyde et stort tillykke med skiftet til Vejle og U19-ligaen, og held og lykke i fremtiden!