Det 17-årige talent Mikkel Kallesøe får masser af spilletid på Randers’ træningstur og håber på, at han på sigt kan blive fast mand på Superliga-mandskabet.
Det kun 17-årige talent Mikkel Kallesøe har nydt godt at Johnny Thomsens skade på Randers’ træningstur i Sydspanien. Således har Kallesøe startet inde i træningskampene mod Odd Grenland og Lillestrøm og forsvarstalentet er glad for at få chancen.
– Som ung spiller er det da utroligt fedt at starte inde, så jeg suger alt til mig og prøver at lære så godt, jeg kan. Jeg får virkelig meget ud af sådan en træningslejr som denne. Det er et højere tempo, end dem på min egen alder spiller på, siger Kallesøe til klubbens hjemmeside.
Den unge spiller har da også klare ambitioner for fremtiden – han vil være fast mand hos Randers.
– Selvfølgelig håber jeg på det, men der er mange gode spillere i Randers. Lige nu handler det om at lære mere og mere, og så må vi se, hvad der efterfølgende sker. På længere sigt er målsætningen da at blive fast mand for Randers, og der er lang vej endnu, men det er da helt sikkert planen, siger han.
Mikkel Kallesøe fik debut for Randers i hans indtil videre eneste Superliga-optræden, da han kom ind fra bænken i 3-0 sejren over OB.