Ajax skulle her til eftermiddag forsøge at holde snor i PSV i toppen af Æresdivisionen, da danskerklubben mødte Vitesse.
Lucas Andersen, Nicolai Boilesen og Lasse Schöne var alle med fra start, mens Niki Zimling tog plads på bænken.
Første halvleg var uhyre tandløs fra Ajax’ side af. Vitesse havde derimod et par udmærkede muligheder, men stillingen var 0-0 ved pausen.
Kampbilledet var det samme i anden halvleg, og Ajax havde mere end svært ved at spille sig frem til de helt åbne målchancer. I stedet blev det så Vitesse, der løb med alle tre point, da Djurdjevic fem minutter før tid bragede bolden i mål til 1-0.
Mod slutningen af kampen blev Zimling indskiftet i stedet for Andersen, men det ændrede ikke på resultatet.
Ajax er nu hele ni point efter førerholdet PSV.