Vi er mange, der ønsker resultater med det samme. Når vi gør det, sætter vi nogle gange processen i baggrunden. Hvorfor gør vi så det?
Vel nok fordi vi er utålmodige.
Bevarer vi tålmodigheden, bevæger vi os i processen, hvor det at udvikle vores styrker og svagheder er i fokus. Her finder vi udvikling. Ført når vi tør at fejle og reflektere, finder vi frem til, hvad vi faktisk kan, og hvad vi ikke kan. Gør vi ikke det, tillader jeg mig at kalde det blind træning. Vi ser intet.
Blind træning er, når vi slår hovedet fra, og satser på resultatet alene. Når dette sker, forsøger vi altid at gøre det, vi ved vi kan. På den måde minimerer vi vores fejl, og resultatet kommer nærmere.
Det lyder umiddelbart tiltrækkende. Og det er lige hvad det er. Tiltrækkende. For vi er sporet ind på at lave resultater hurtigt.
- nsker vi udvikling må vi dog gå en anden vej – vi må gå fra tavs viden til reel viden.
Sagt på en anden måde, så må vi bevæge os fra at have en mavefornemmelse, for hvad vi kan og ikke kan, til at have et reelt vidensgrundlag, vi kan handle specifikt på.
Dine styrker og svagheder bør ikke ikke længere være subjektive, noget du selv har en fornemmelse for men objektive, noget andre kan se i træningen, som du bør have hjælp til at udvikle.
Færdigheden er nu oplivet – altså kommet til live, og vi forstår den alle bedre.
Bevæger vi os ikke ud på grænsen, forbliver vi i mavefornemmelsen, og den rykker ikke rigtig det store. Det handler om at forstå sine styrker og svagheder, og så forbedre dem med den øget viden det at vandre på grænsen og refleksionen, har givet os.
At være grænsevandrer er utroligt inspirerende, hvis miljøet tillader det. Det er netop her oplevelsen af flow opstår. Flow er kombinationen af udfordringer og evner. Er dine evner større end udfordringerne, bliver det hurtigt kedeligt. Er dine udfordringer større end dine evner, kan du blive nervøs for at slå til. Derfor skal vi ramme et niveau, hvor disse parametre matcher. Hvis jeg med mine evner udfordres optimalt, vil jeg opleve følelsen af at være fuldstændig tilstede. Oplevelsen af at være i ét med situationen. Oplevelsen af flow.
Hvad kræver det af vores miljø?
En stærk tro på procesorientering, hvor det at fejle er en naturlig del. Afgørende er ikke bare at italesætte filosofien overfor spillerne, men i den grad værdsætte, når spillerne prøver sig frem på ukendte områder. Ja, faktisk anerkende når en spiller laver en fejl. Lyder skørt måske, men tænk, hvad det vil betyde for dig, hvis du var spilleren. Formentlig vil du have lyst til at prøve dig selv af igen og igen.
Slutteligt vil jeg dog gøre klart for alle, at denne filosofi bør have sin rettighed i den fase, jeg beskriver som “indøvefasen”. Når vi er i fasen “kamptræning” eller “udøvefasen” (selve kampen), bør spillerne bruge af alle deres erfaringer og nye tillærte kvalifikationer fra “indøvefasen”, og formindske antallet af fejl. Her skal vi i højere grad præstere og have resultatet hjem. I mindre grad eksperimentere. Dog er det hele vel en balance, hvor du som træner, bør føle efter hvorfor, hvordan og hvad du vil påvirke din spiller med.
Frank Hjortebjerg, Cheftræner for Brøndby IF, fortæller her, hvordan han kan have svært ved at bevare tålmodigheden, men at procesorientering hjælper ham.