Det nu tidligere Inter-talent Patrick Olsen står uden kontrakt og er jagtet af klubber rundt i Europa. Denne gang er det den hollandske klub Vitesse, som er på banen.
Patrick Olsen fik sin kontrakt ophævet med den italienske Milan-klub Inter. Siden da har talentet trænet med i blandt andet Brøndby IF og har nu også været en tur i Holland for at træne med Vitesse Arnhem.
– Det er rigtigt, at Patrick Olsen har trænet med Vitesse det seneste stykke tid, og de næste dage skal bruges på at finde ud af, om vi kan finde en løsning, fortæller Olsens agent Niclas Jensen til TV2 Sport.
– Vitesse er en top professionel klub, og de ved godt, hvilken situation Patrick er i, så de er også opsatte på at komme med et svar hurtigst muligt.
Patrick Olsen spillede i går med for Brøndbys reservehold i en kamp imod Esbjerg.